1886: Et møte i Stiftsgården i Kristiania

Albertine var Krohgs oppgjør med den offentlig godkjente prostitusjonen i Kristiania på denne tiden. Boken var ærlig og usminket, og ble beslaglagt av myndighetene raskt etter utgivelsen i 1886. Etter etpar års politisk press mot Sverdrups regjering, ble offentlig godkjent prostitusjon avskaffet. 

Maler, forfatter og redaktør Christian Krohg (til venstre, foto: Dagbladet) møtte statsminister Johan Sverdrup (foto: Statsministerens kontor) i Stiftsgården i Rådhusgaten 13 i Kristiania i 1886.

Det er i sin avis Impressionisten 3/1887 Krohg skildrer møtet med Sverdrup i Stiftsgården i Rådhusgaten 13. Sverdrup var på dette tidspunktet også forsvarsminister, men møtet fant sted i hans statsministerkontor. Krohgs tittel på artikkelen er "En impression nede fra stiftsgaarden":

"Jeg havde ringt paa og stod udenfor entrédøren og grov i brystlommen efter visitkortbogen min.

... Mon han vilde huske mig igjen - det var næsten fire aar siden. Det var den gangen jeg malte ham oppe i Konsitutionskomiteens værelse i Storthingsbygningen, midt i den værste Kamptiden. ...

Hvilket liv og elastisk kraft i den lille graa manden, saaledes som jeg huskede ham ... mens jeg stod der udenfor entrédøren med visitkortbogen i haanden og lyttede efter noen skridt som kom langt borte i noen fjerne trapper. ... Det var som han stod der foran mig igjen oppe paa modellbordet mod den mørke baggrund bevægende sit urolige hoved til alle kanter mens han talte, og han talte uafladelig.

'Hr. Krohg'! slig havde han begyndt bestandig, med det samme han havde besteget podiet; og ligesom han følte sig hjemme paa den tribunelignende forhøining udviklede han derefter sagenes stilling eller fortalte anekdoter og snærtede til 'de herrer af høire' - 'til statschefen' - og 'statsminister Selmer' - mens han bestemt slog takt til sine knappe sætninger med den berømte lorgnet, som han balancerede mellem pegefingeren og langfingeren".

En opprømt Johan Sverdup malt av Christian Krohg i 1882, året da Venstre vant en knusende seier i stortingsvalget. (Foto: Nasjonalmuseet).

"Skridtene i de fjerne trapper var blet borte, og jeg ringte paa igjen", fortsetter Krohg i Impressionisten. Og minnes videre mens han venter:

"Jo - vist maatte han vel huske mig - det var jo bare 4 aar siden.  ... hvad jeg ikke glemte - og hvad jeg sagde til mig selv at jeg aldrig vilde glemme mens jeg stod der og ledte efter visitkort - for nu kom der virkelig skridt ned over entréen - det var kraften og intensiteten som var samlet her ... den lille kjæmpe som stod der og ledede Norges skjæbne - med ... lorgnetten som et moderne lidet elegant scepter - frem mod friheden, mod det store maal - der borti horizonten.

Den gule entrédør gik op - en sortklædt tjener fik mit hvideste kort og gik ind med det til venstre. ... jeg begyndte at tænke efter om jeg huskede det jeg vilde si', - men endda mere usikker og ubehagelig tilmode blev jeg, naar jeg tænkte paa Leopoldsordenens ridderkors, som jeg havde tat paa - jeg syntes jeg saa hans blik skjælmsk og lidt ondskabsfuldt streife det - mens jeg stod der tilintetgjort og ridicul ligeoverfor den lille kjæmpe.

Tjeneren kom tilbage --: "værsaagod". Et blik i speilet efterat jeg havde taget af mig frakken. Ordenen straalte mig imøde grøn og rød hvid paa det sorte opslag av snipkjolen. "Uf det var vist domt med den!" - og jeg gik ind med hatten i haanden.

Han reiste sig langsomt op fra en høirygget stol foran et stort skrivebord dybt inde i det store svagt oplyste værelse og kom langsomt henover gulvtæppet, standsede bestemt 3 skridt foran mig og hæftede et fremmed officielt tørt blik paa mig.

'Jeg ved ikke, om Deres exc. erindrer'.

Efter en stund kom det 'jo!' og han viste mig med flade haand paa en anden høirygget stol der langt borte. - Selv satte han sig ret i ryggen med benene og armene overkors i en stilling, som betegnede at han var villig til at høre. Paa bordet laa en brun læderportefølje og midt deroppaa mit visitkort, fladt og lysende i de dunkle omgivelser.

Som Deres excellence maaske bekjendt sagde jeg har jeg skrevet en bog Albertine der er beslaglagt i disse dage.

Han gjorde hverken noen benægtende eller bejaende mine, men blev blot siddende med armene og benene overkors og saa paa mig med det officielle blik. Jeg fortsatte:

'Der fortælles at denne beslutning ikke er fattet af Justitsministeren (Aimar A. Sørenssen, forf. anm.) alene men i samlet statsraad. Som redaktør kommer jeg for at spørge Deres excellence om saa er tilfældet, da det kan have interesse for almenheden at vide, hvorvidt det er hele regjeringen eller blot justitsministeren som planmæssig forfølger literaturen her i landet'.

Efter en stund kom det, mens han hele tiden holdt armene overkors - lorgnetten langt, langt nede under dem:

'Hvad - der - foregaar - i samlet statsraad - er det ikke tilladt at fortælle, - man har den regel'. Og han saa paa mig som om han ventede at efter den oplysning vilde jeg gaa.

'Jeg beder Deres excellence undskylde - jeg er ikke kommet for at spionere efter de enkelte statsraaders stemmegivning - jeg vilde blot vide om det var sandt at det var foregaaet i samlet statsraad - og det var det altsaa'.

'Nei', svarte han, fremdeles i samme stilling - beslutningen er ikke en samlet statsraadsbeslutning - den slags sager er - ikke gjenstand for - protokoltilførsel'.

Han standsed. ... Han sad der og vented paa at jeg skulde gaa. - Jeg blev.

Endelig sagde han:

'Men det har være gjenstand for overlægning mellem statsraaderne'. -

'Som Følge hvoraf --?' spurgte jeg.

'Ja!' kom det tørt og koldt.

Jeg reiste mig - han fulgte mig hen over gulvtæppet, did hvor han havde tat imod mig. - Her bukkede vi stivt for hverandre.

Ude i Entréen kastede jeg igjen et blik i speilet før jeg tog paa frakken - Leopoldsordenen lyste og straalte paa opslaget. - Aa nei tænkte jeg - det var aldeles korrekt - at tage den paa - det var ikke ridicult. -

Jeg gik ud gjennem porten: - Saa den slags sager er ikke gjenstand for protokoltilførsel - det er muntert".

En mer resignert Sverdrup etter fire av sine fem år som statsminister, malt av Hans Heyerdahl i 1888. Lorgnetten henger passivt fra brystlommen.
(Foto: Statsministerens kontor).

Som sønnesønn av jusprofessor og statsråd 1814-1818 Christian Krohg, lærte kunstneren og redaktøren Krohg denne dagen i 1886 at vanskelige saker som den enkelte statsråd avgjør selv, allerede da ble drøftet med de andre statsrådene. Det skjedde og skjer uformelt statsrådene imellom, mer ordnet i det som fra 1820-årene ble etablert som "forberedende statsråd".

I dag kalles møtet der denne ordnede avklaringen statsrådene imellom foregår,  regjeringskonferanse. Normalt holdes det regjeringskonferanse 1-2 ganger i uken. "Forberedende statsråd" brukes nå bare om den posten på dagsordenen der man endelig gjennomgår saklisten for neste statsrådsmøte med Kongen. Konklusjonen i disse sakene vil normalt ha blitt gjennomdrøftet i tidligere regjeringskonferanser. 

Til venstre Stiftsgården i Rådhusgaten 13 i Kristiania i 1870-årene, et snaut tiår før Christian Krohg besøkte statsminister Johan Sverdrup der. (Foto: S.B. Mejdell/Oslo Museum). Til høyre  Sjøfartbygningen, oppført 1913-1915 der Stiftsgården lå. (Foto 2013: Øivind Østang/Statsministerens kontor).

Kilde:
Impressionisten 3/1887 via mag. art. Sissi Solem Winge.