Innlegg i trontaledebatten 1908

Innlegg i trontaledebatten 1908.
Stortinget, 10. mars 1908

Kilder:
www.stortinget.no
www.virksommeord.uib.no

Da ingen har forlangt ordet, vil jeg foreløbig kun afgive en kort udtalelse i anledning af det foredrag, vi har hørt, og det forslag, som er fremlagt. Med hensyn til foredraget vil jeg ganske kort sige følgende: Det, som er og bliver den store uklarhed, og som ikke den ærede forslagsstiller har bragt den mindste klarhed over, det er dette: hvad er venstre, og hvad er venstres politik, seet fra hans standpunkt? Der kunde ingen faa noget andet ud af det, end at det var en gruppes votering i folkeforsikringsspørsmaalet og i Mjøssagen; det var, saavidt jeg skjønte, det eneste, han dvælede ved. Ja, og saa nævnte han et par udtalelser angaaende et tillæg til vasdragsloven. Er det dette, som altsaa betegner det nuværende venstre? Da maa jeg bringe i erindring, at folkeforsikringsstriden dreide sig ikke om sagen selv, idet alle vilde fremme sagen, men den dreiede sig om, enten adminstrationen eller en stortingskomite skulde administrere. Det var principsørsmaalet i den sag, og hvis det er ventstres program at skabe en svag administration og trække styrelsen over i stortingskomiteerne - hvis det er venstres program, saa er det en usurpation af venstres navn. Det har aldrig været venstres program, og jeg haaber, det aldrig bliver noget ansvarlig politisk partis program. Hvad man trænger i samfundet, det er en sterk, energisk og dygtig administration, som under samarbeide med og kontrol af stortinget fører regjeringen.

Det andet spørsmaal, som her spillede hovedrollen i den ærede talers foredrag, var Mjøssagen. Det var spørsmaalet, om den reguleringsresolution, som var givet, skulde underkjendes, og om man skulde ro sig ud paa vanskelige vidder i formel henseende. Nu, Mjøsresolutionen var en handling, foretaget af administrationen, som regjeringen selvfølgelig havde det fulde ansvar for, og fandt stortinget, at regjeringen havde handlet mod landets interesser, saa var det dermed givet, at stortinget havde pligt til at give dadelsvotum. Men med hensyn til, at Mjøsvoteringen skulde betegne en venstreprogramsag, saa blev det dengang forklaret, at det egentlig var nogle høiremænd, som havde reist spørsmaalet, og at det var et saglig spørsmaal, som ikke havde noget med politik at gjøre, og det tror jeg nok er den rigtige opfatning af sagen. Venstre er hverken et parti eller et navn, som kan usurperes af 2 eller 3 eller 50 mand, som resolverer de, som ikke er med, er ikke venstre. Det er en historisk politik som har gaaet igjennem Norges historie i langsommelige tider, egentlig lige fra 1830, og der er ingen gruppe, ingen fraktion, som har ret til at usurpere dette navn for sig sæ1v og erklære andre udelukket. Venstre betyder den liberale bevægelse, den frisindede politik, som vi kalder den til forskjel fra den konservative, og som har gaaet igjennem hele vor historie, lige fra man begyndte at samle sig til grupper i 30-aarene og fremigjennem, og navnlig da siden 1860- og 1870-aarene, og naar man ser sagen under dette synspunkt, som er det eneste historiske og praktisk rigtige, da gaar det ikke an, at man pludselig finder paa, at spørsmaalet om den hensigtsmæssigste maade at behandle og forberede folkeforsikringssagen paa er spørsmaalet, om man skulde underkjende en Mjøsreguleringsresolution - at dette er det, som betegner venstres politik.

Videre vil jeg gjøre opmerksom paa, at den ærede taler har ret i, at regjeringen i dens nuværende sammensætning er politisk en fortsættelse af regjeringen i dens tidligere sammensætning, og det er meningen med at henvise til den erklæring, som statsminister Michelsen gav ifjor og som hele den daværende regjering var enig i og deltog i udarbeidelsen af, ligesom den var enig i den beslutuing, som med stort flertal blev vedtaget af stortinget, og som var grundlaget for regjeringens stilling paa stortinget forrig aar. Medlemmerne har skiftet, og allerede umiddelbart efter stortingets beslutning forrige aar foregik der nogen forandring i regjeringen, hvorved man ikke var i tvil om at søge regjeringen udfyldt med repræsentanter fra den retning, som under valgene havde faaet de fleste repræsentanter i stortinget. Det var ikke en tilfældighed, at man henvendte sig netop ti1 dem, det var med fuld loyal imødekommen mod stortinget, at statsminister Michelsen foreslog - og regjeringen var enig deri - at søge at udfylde regjeringen ved den forandring, som foregik, paa denne maade. Og paa samme maade er regjeringen søgt udfyldt nu, da sygdom nødte to at dens medlemme, statsmisteren og kirkeministeren, ihøst mellem sessionerne til at fratræde.

Nu er det jo noget, alle kan begribe, at vi, som sidder i regjeringen, ikke er blevet personlig forandrede fra, hvad vi har været i hele vort politiske liv. Vi lever paa samme linje, efter samme ideer, som vi har arbeidet for og efter som stortingemænd og som medlemmer at regjeringen. Dette er kort og godt meningen med den udtalelse, at regjeringen bestaar af venstremænd. I venstre og i ethvert levedygtigt parti, som ikke skrumper sig selv sammen ved afskallinger, hvorved de udarmer og forsnævrer sig selv, er der og vil der altid være nuancer og retninger, og der kan være nuancer og forskjel i enkeltheder mellem regjeringens medlemmer, men venstremænd er de allesammen. Jeg tror, at det er noget af det usundeste, som er foretaget i vor politik, den saakaldte rekonstruktion paa grundlag at Mjøssagen. Til min forbauselse hører jeg, at rekonstruktionen af venstre er skeet paa basis at Mjøssagen, hvorved man altsaa skulde udelukke hr. Berner og mange røde venstremænd fra at høre til venstre. Det er en kortsynt, umoden og uerfaren maade at tage politik paa, det, at man stiller op skillemerker, hvorved gamle veteraner med den rigeste erfaring og de rigeste traditioner i det politiske liv skal søges afskallet. Gamle Friele skrev rigtignok i sin tid, da det gik tilbage ved valgene: Partiet vort, sagde han, taber i ydre omfang, men vinder i indre spænstighed og kraft. Ja, han fik erfare noget andet, at det var ikke bestandig det; og jeg tror, at alle saadanne sammenskrupnings- og afskallingsbevægelser vil føre til samme resultat.

Naar vi bekjender os til venstre, saa vil ikke det sige at indskrive sig i den konsoliderede gruppe; ialfald saaledes som den konsoldierede gruppes program er, vilde jeg ialfald ikke skrive mig ind der, om jeg var stortingsmand. Der er nemlig et punkt i det program, som gjør, at jeg ikke kunde skrive mig ind, og det er det punkt, som afviser s a m a r b e i d e med andre partier, og specielt samarbeide med høire. Jeg for min part sagde fra første stund, da samlingsbevægelsen kom op, at den var unaturlig og ikke vilde gaa. Jeg udtalte foran og under valgene i 1906 og endnu sterkere i 1903, at jeg syntes, det var en kunstig ting at ville klinke sammen partier, som i tænkesæt og traditioner ikke hørte sammen. Men derimod har jeg i hele mit politiske liv været med paa at søge samarbeide med høire. Og jeg gad vide, om ikke den ærede forslagsstiller har været med paa det?

Man kan sætte 2 og 3 streger under «politisk» og «parlamentarisk», det hjælper ikke; i det offentlige liv bliver samarbeidet politisk og parlamentarisk. Partierne behøver ikke at staa sammen; men de kan være enige om vidtgaaende sager, om principielle spørsmaal og arbeide sammen, uden at de derfor behøver at smelte sammen. Det er den opfatning, jeg har af forholdet mellem de ting, venstre og høire. Jeg har videre den opfatning, at det samarbeide - jeg vil ikke kalde det partisamling - men det samarbeide, som fandt sted i 1905, det er det bedste historiske og praktiske bevis for, hvor nyttig saadant samarbeide er. Jeg for min del var med længe før 1905og - jeg vedkjender mig udtrykket, det blev ofte haanende brugt at høirebladene - beilede til høire, søgte samarbeide med høire. Hele vor valgagitation gik ud paa at paakalde høires forstaaelse af vore politiske ideer og paakalde høires fædrelandske medvirkning til deres realisation, under valgene i stortinget. Man behøver ikke at opløse høiregruppens forening eller venstres forening, det behøver man ikke, partierne skulde staa; men det samarbeide, som kommer i stand mellem de to partier med fuld klarhed og fuld aabenhed om ting, som man er enige om, det samarbeide kan ikke være til andet end til velsignelse for vort land; og specielt den ærede forslagsstiller, som var vor kollega i regjeringen i 1905, bør have den rigeste erfaring om, at det kan virke til fædrelandets gavn og velsignelse. 

I 90-aarene, f.eks i det meget kritiske aar 1895, da besluttede stortingets venstreforening ved opnævnte mænd at søge samarbeide, politisk samarbeide, om netop de bestemmende og ledende spørsmaal i den daværende politik. Man valgte 3 mænd - jeg var den ene, præsident Steen og Sivert Nielsen var de andre. Høire valgte sine og de moderate sine. Det var for høire Schweigaard, Bonnevie og Irgens; fra de moderate Jakob Sverdrup og Haugland. Vi havde mange og lange møder og erkjendte fuldt vel, at dette var den eneste maade, hvorpaa en politisk udvikling og politisk fremgang i det daværende vanskelige spørsmaal kunde opnaaes; men desværre viste det sig, at det ikke kunne opnaaes. I januar maaned 1903 var der stort venstreflertal i tinget, og der sad en venstreregjering. Paa foranledning af de daværende præsidenter, Berner og Arctander, og under forhandling med regjeringen skede der energisk henvendelse til høire om samarbeide. Den ærede præsident kjender enkelthederne der bedre end jeg; men som medlem af den daværende regjering var jeg med at støtte det, og vi var alle interesserede i den aller høieste grad - ogsaa den ærede

forslagsstiller - for at faa dette samarbeide i stand, og vi beklagede høilig, at det ikke kom i stand; og vi ansaa det derfor for en lykke, at dette samarbeide i 1905 kom i stand.

Jeg kunde anføre i enkeltheder spørsmaal, som er løst ved saadant samarbeide. Jeg skal nævne fra en ældre tid f.eks. den nu værende skattelov; den er netop kommet i stand gjennem et saadant samarbeide. Jeg maa fremhæve den store nytte, det har, dette samarbeide, det at en reform kan sættes ud i livet med tilslutning fra de forskjellige sider af samfundet, fra forskjellige synsmaader. Som jeg fremhævede blandt andet i trontaledebatten i 1906, saa vil jeg anse det for det heldigste, om de reformer, som staar paa regjeringens og paa venstres program fra valgene, som f.eks. Sprogundervisningen i skolen og folkeforsikringssagen, om de kunde ikke alene bearbeides og fremmes, men realiter gjennemføres under tilslutning fra begge de største partier og naturligvis ogsaa fra andre partier, forsaavidt det er mulig. Det har sin store velsignelse, at en reform kommer ind i livet ikke bare drevet igjennem med magt af en enkelt gruppe eller en enkelt retning eller en enkelt part, men at den bliver gjennemdrevet under tilslutning fra flere sider, det har sin store betydning baade for den maade, hvorpaa den gjennemføres, og for den virkning, den gjør i befolkningen, og den tillid, den kan vinde i landets befolkning.

Hvor der er tale om samarbeide, saa bekjender jeg mig helt ud til den opfatning og har gjennem hele mit politiske liv bekjendt mig til den, at jeg vil saa gjerne have samarbeide, aabent, sterkt, klart samarbeide med høire, og al erfaring viser, at naar det kan ske, at partierne kan mødes i samarbeide, saa kommer der bare godt ud af det. Det er netop det punkt i den konsoliderede forening, det er det punkt, som efter min synsmaade vilde gjøre det umulig for mig at skrive mig ind i den forening, hvis jeg var stortingsmand. Men hvor det gjælder at betegne de politiske sager, de politiske retninger, jeg vil følge, da kan jeg ikke gaa anden vei, end min opfatning tilsiger mig og tillader mig, og da kommer der naturligvis punkter, hvor høire og venstre ikke kan samarbeide. Man søger at modtage samarbeide saa langt, som sagerne og opfatningen af sagerne giver grundlag for det, og er glad over at finde samarbeide, men man bør ikke søge at opnaa det ved at slaa af paa realiteter af værdi, af principiel betydning eller ved at lempe sin politik over i et andet spor end det, man med god samvittighed efter sin opfatning kan gaa. Saa længe man kan gaa sammen i sager er det vel; kan man ikke længere - nuvel, saa faar man skilles. Det er den hovedbetragtning, som jeg har gjort gjældende i den erklæring, som regjeringen har fræmlagt.

Vi kan ikke gjøre os til andet end vi er, venstremænd i ordets gamle, historiske og rigtige betydning, men venstremænd, som ikke vil forkjetre eller modsætte sig samarbeidet med de andre partier og specielt ikke med de borgerlige partier, som hos os kaldes høire og venstre. Det er saa sterkt betonet, som jeg allerede har fremhævet, at det er politisk og parlamentarisk samarbeide, man ikke vil vide af. Disse understregede ord skulde være saa veltalende, og det er netop det, de ikke er; de kaster bare uklarhed over det hele.

Hvad er politisk og parlamentarisk samarbeide, hvor slutter det, og hvor begynder det andet samarbeide? Hr. Knudsen kaldte det det daglige samarbeide. Ja, det daglige samarbeide i stortinget, ja, det er vel politisk og parlamentarisk. Er det natlige det parlamentariske samarbeide, eller kvad er det for noget? Forhandlingerne om og løsningen af de spørsmaal, som forefalder i stortingslivet, det er vel politisk og parlamentarisk samarbeide. Naar f. eks. statsraad Aarrestad fremlægger en regjeringsproposition om indkjøb av Værdalsskogene - ja, jeg kalder det politisk og parlamentarisk samarbeide, at han søger stortingets tilslutning til dette, og regjeringen med ham.Naar regjeringen har optaget forhandlinger og faaetistand en traktat med en del fremmede magter, og vi da søger stortingets tilslutning for dette, og vi ønsker gjerne at faa ligesaavel høire som venstre med paa det, saa er det vel politisk og parlamentarisk samarbeide, saa meget mere som den egentlige opposition havde drevet et langvarig spil baade her i forsamlingen, ved møder i fredsgruppen og gjennom sin presse for at gjøre den traktatsag mest mulig til en rigtig politisk sag. Saa jeg tror ikke, at disse understregede ord, som den ærede forslagsstiller vilhave, jeg tror slet ikke, at de siger nogenting; de kom da bedre fra det paa landsmødet, naar de sagde, at de vilde ikke have forbindelse med dem; for hvis de dermed sigtede til samorganisation, samordning, ophævelse af partiordningerne, saa er jeg for min del enig deri og har bestandig været enig deri; for det fører bare til, at naar de skal organisere sig sammen i partier, som har forskjellige aandsretninger, saa maa det ske paa grundlag af afslag og akkord, hvorunder de enkelte lider og føler det ondt, og hvorunder sagerne ofte forkvakles.

Hermed har jeg, saa langt som jeg for tiden vil gaa, i korthed betegnet min opfatning af den ærede talers foredrag. Hans bestemmelse af, hvad der er venstres opgaver og program for øieblikket, hans udvikling af, hva venstre er, er uklar, ubestemt og, forsaavidt den er baseret paa disse ting, urigtig, uhistorisk og uholdbar, og derfor er hele betragtningenbygget paa uholdbar grund. Men hensigten og formaaletmed hans foredrag og hans forslag er klar og grei, det er, at han vil have en ny regjering, han er misfornøiet med den nuværende regjering. Han har ingen saglige anker mod den. Han harnogen anker over stortinget ifjor, som har taget nogen beslutninger, som han ikke er fornøiet med, i folkeforsikringen og reguleringssagen, og selvfølgelig er han misfornøiet med den regjering, som var enig med stortinget. Men i de foreliggende spørsmaal, som venter paa sin løsning, var det mig umulig at skjønne, hvad det var for anker, hanhavdemod os.

Hans udtalelser om forholdet til den udenlandske kapital, og hvad hensyn dererat tage til den, de faldt, saavidt jeg forstod, sammen med, hvad regjeringenharudtalt, og i denne sag vil jeg fastholde, at det er regjeringen, som har taget initiativet og ledelsen fra første stund. Det var regjering som kom med forslaget til de første midlertidige love, som der blev sunget og skreget op om var paniklove og alt mulig. Senere har regjeringen gaaet skridt for skridt. Regjeringen nedsatte for vel 1 1/2 aar siden en kommissontil at bearbeide sagen, og denne kommission arbeidede med forceret styrke, i alle tilfælde blev den forbausende raskt færdig. Denne kommissions forslag har vi nu forelagt for stortinget. Der ser stortinget udformet i lov, hva der er regjeringens program i den sag. Netop i disse aktuelle spørsmaal er regjeringens stilling klar; men den ærede forslagsstillers stilling skjønner jeg ikke, hvordan er, hvis hanikke er enig med regjeringen i det punkt. Men hensigten har naturligvisværet at levere et forslag til mistillidsvotum, idet 50-mandsgruppen kræver nu at tage magten og ansvaret. De har altsaa mistillid til os, og det har de ret til fra sit standpunkt, ingen kan fradisputere dem det, og selvfølgelig tilkommer det ikke os at klandre dem for det. Men det er det eneste, som jeg kan skjønne er klart i hans foredrag: at han vil have regjeringsskifte. Og mistillidsvotumet er saa klart og greit, som det behøves. Det er tilblevet uden den mindste konference med regjeringen, og det gjør man ikke med en saadan dagsorden, uden at den skal være et mistillidsvotum. Den er redigeret saaledes, dens tendens er anlagt paa at være det, og regjeringen skal ikke misforstaa den. Hvis dette forslag vinder flertal, vil det for regjeringen være en klar og tydelig tilkjendegivelse af, at nu er der et flertal i stortinget, som er villig og derfor ogsaa berettiget og forpligtet til at overtage administrationen og ansvaret for styrelsen.

...

Jeg synes, jeg faar gjøre nogle bemerkninger igjen. Der er en del tingi den ærede forslagsstillers konfuse betragtning af politiken, som jeg ikke kan lade være at sætte fingeren paa; for det er den rene konfusion. Her har han staaet to gange og paaberaabt sig noget, som han kalder «organisationen»; det er venstres landsmøde, som har været inde og dikteret, hvilkenpolitik der skal føres. Ære være venstres landsmøde, og ære være organisationen - jeg har været medlem af den, og jeg agter at være medlem at den - men organisationens og landsmødets virksomhed maa begrenses, ligesom enhver ting, der skal have held i sin virkeomhed, maa begrenses til den opgave, som ligger for den, og som den er egnet til at løse. Og hvilken er landsmødernes opgave? Jo, at forberede programmer og valg. De forbereder valgene, de udarbeider program, sender dem rundt for at faa dem drøftet i distrikterne, faar dem igjen og drøfter dem i fællesmøde; saa offentliggjør de dem foran valgene. Men det er ikke dem, som bestemmer, at de skal gjælde.

Jeg havde lyst til at sige til den ærede forslagsstiller: nei, det er det ikke; du faar gaa og spørge dem, som bestemmer det, og det er vælgerne. Det er ikke disse private organisationer, hvor der naturligvis kan være baade stemmeberettigene og ikke-stemmeberettigede; de kan være meget nyttige i institutioner til sin begrensede virksomhed; men naar politiken skal bestemmes for 3 aar, da er det vælgerne og valgene, som bestemmer den i henhold til programmerne. Men at sammenkalde organisationen midt i sessionen, forat den skal diktere politiken forstortinget - den kan godt holde diskussionssmøder og vedtage resolutioner, men det har ikke anden betydning end diskussioner og resolutioner fra et hvilketsomhelst møde, f. eks. det skogmøde, somholdtes lørdag, eller et andet privat møde.

Det er stortingsmændene, som ved kommende valg maa staa til ansvar for sin politik overfor velgerne. Velgerne har givet stortingsmændene deres mandat for de 3 aar. Skulde dette blive koutume, at man arrangerer et overstorting for at finde op nye programmer og diktere, hvad stortinget skal gjøre, da kommer man jo op i det rene uføre. Da var det bedre, at man havde hyppigere valg og forkortede valgperioden, som forøvrig hos os er kort nok. Det var denne forunderlige konfusion, jeg maatte paapege, som fører bort i saadanne betragtninger som de, vi har hørt i den retning.

President Knudsen talte nu igjen, som jeg saa i avisen, at han havde talt paa dette berømmelige landsmøde, om noget, som han kaldte «gamle venstremænd», og noget, som han kaldte «venstres nye opgaver». Nu, jeg troede ikke, det var skadelig for noget parti at have en del gamle mennesker - hr. Knudsen og jeg er forresten lige gamle - i sin organisation og sine drøftelser. Det har til alle verdens tider været anseet som en fordel at have nogen, som har erfaring, og som har seet og oplevet noget, med ogsaa i det politiske livog det politiske arbeide, og man har ikke bare præsenteret gevær for dem - eller noget lignende tror jeg, det var, der blev udtalt paa landsmødet - og sagt: «Vi mønstrer dere af, nu er vi kommet længere og har en ny forstand paa sagerne», saa denne slags maade at omtale tingene paa er ikke vel overveiet.

Men en ting er rigtig: at der kommer nye opgaver for venstre som for alle partier; for tiden staar ikke stille, gamle sager løses og nye melder sig. Og i dette foredrag, maa jeg tilstaa, kom forslagsstilleren ind paa virkelig saglige grunde for sin stilling, da han tog fat i koncessionslovforslaget. Nu vil jeg begynde med at gjøre en indrømmelse, og jeg vilde ønske, han gjorde det samme; for jeg tror, det var sundt for ham; man skal ikke være saa forfærdelig skraasikker i sine doktriner i saadanne vanskelige ting. Jeg vil nemlig gjøre den indrømmelse, at denne koncessionssag er en overmaade vidtgribende og overmaade vanskelig sag, og en hvilkensomhelst regjering bør naturligvis i en sag som denne gjerne optage til drøftelse og stille sig imødekommende til de ændringer og lempninger i dens forslag, som fremkommer; for i den skikkelse, de nu har, er disse spørsmaal forholdsvis nye hos os. Med hensyn til enkeltheder i forslaget vil regjeringen derfor ikke paa forhaand afvise, at der kan være rettelser at foretage. Men med hensyn paa principer, hovedpunkter, har regjeringen vist den vei, som vi under de nuværende forhold finder er den rimeligste og forsvarligste for statsmagterne at gaa. Der er f.eks. nævnt det spørsmaal om bergverksvæsenet og forslaget fra ifjor. Jeg indrømmer, at det ialfald i den skikkelse, hvori det foreligger nu, er et forslag, som fortjener sin overveielse, og vi havde det nu foreliggende forslag til overveielse i regjeringen; men vi kom til det resultat, at for tiden, under hensyn til traditioner og forhold i landet, turde vi ikke tage det franske system, men blev staaende ved det system, som har fundet sit udtryk i koncessionsloven, og som videre vil faa sit udtryk i den bergverkslov, som er under udarbeidelse. Men dersom hr. Gunnar Knudsen anser koncessionsloven i principer og hovedspørsmaal for at være urigtig, da er det en god, laglig grund til at udtrykke mistillid til regjeringen. Det vilde jo være tidsnok at gjøre det, naar sagen forelaa.

Men at det er en vigtig fremtidssag, det er jeg enig med ham i. Den er indgribende og af den største vigtighed. Men da bør han sætte sig lidt bedre ind i den sag end at plukke ud nogle ting og gjøre løse bemerkninger om, som han gjorde her, naar han talte om, at handelsdepartementets chef skulde have den interesse snarest mulig at faa tømt vore fjelde. Jeg kan ikke tænke mig, at han selv tror paa saadant noget; ialfald kan jeg bevidne, at det er saa fjernt fra handelsdepartementets chefs tanke som noget, og ligesaa fra regjeringens. Nei, det har været vor mening at begrænse og regulere paa bedst mulig maade, og handelsdepartementets stilling har været baseret paa sagkyndiges undersøgelser, overveielser og fremstillinger og paa den erfaring, som departementet og den gamle venstremand, som er dets chef, kan have i saadanne ting, og jeg tror ikke, at det i saadanne materier er saa ueffent at tage noget hensyn til erfaring og sagkyndige. Det er et felt, hvor det er noksaa vanskelig, og hvor man ellers kan komme til at begaa feilgreb.

Jeg skal ikke bruge de store ord med at paakalde efterkommerne, for de har jo den feil, at det er noksaa vanskelig for dem at ytre sig, saa at vi kan forstaa det ialfald. [Gunnar Knudsen: De kommer nok.] Ja, men de er ialfald ikke tilstede, og jeg kan ikke erkjende repræsentantens berettigelse til at være deres repræsentant. Men jeg skal ikke bruge den slags talemaader; men jeg vil sige, at man kan begaa feilgreb ved at danne doktriner og ved at se helt bort fra, hvad erfaringen og sagkyndigheden har at sige i denne sag, og jeg synes, at naar der paa handelsdepartementets erklæring i denne sag bygges et saadant ræsonnement, at man ønsker at tømme bergene saa fort som mulig, saa er det ikke egentlig noget dybtgaaende og ikke egentlig noget videre funderet ræsonnement. Enkelthederne i denne sag skal jeg ikke indlade mig nærmere paa, vedkommende departementschefer vil vide at udrede dem; men jeg vilde for øieblikket sætte fingeren paa dette.

Den ærede repræsentant beklagede sig over, at jeg havde haanet noget, han kaldte sin gruppe. Nei, det har jeg slet ikke. Jeg kjender den slags nervøsitet fra det offentlige liv, at naar man kritiserer eller spøger lidt over en mand eller hans gruppe, saa føler han det straks som haan. Jeg respekterer i høieste maade hver eneste gruppe. Hvad jeg tillod mig at gjøre nar af, og hvad jeg tror berettiger dertil, det er, at en enkelt gruppe inden et parti konsoliderer sig og usurperer, at vi alene er dette parti. Det er fuldt loyalt at danne gruppe; men da bør man betegne sig som gruppe, f. eks. en gruppe af venstre, man kunde gjerne sætte romertal I, jeg skulde ikke have noget mod det, saa kunde den anden gruppe kalde sig nummer II. Men at ville usurpere venstrenavnet for sig alene og berøve andre det, baade gamle og unge venstremænd, som ikke vil skille sig ud, det er den usurpation, som jeg ikke synes er rigtig.

Den ærede forslagsstiller lovede, at hvis han nu ikke faar magten og ansvaret, saa ville han føre en loyal opposition. Jeg maa faa lov til at gjøre ham den personlige kompliment: Jeg har det indtryk af mange aars samarbeide med ham lige til den aller sidste tid, at han er en ligesaa interesseret som loyal mand, saa jeg vil ingen bebreidelse rette mod ham i saa henseende. Men jeg vil ikke dermed have udtalt, at den opposition, som nu har kaldt ham til sin fører, og i hvilken der er ledende kræfter, som ofte styrer hans haand, saa han agerer som den blinde Hød under andres indflydelse -
jeg vil ikke erklære, at den opposition altid har optraadt eller agter at optræde loyalt.