Statsministe Gunnar Knudsens tale om Venstres program

Statsministe Gunnar Knudsens tale om Venstres program.
Kongsvinger, 25. april 1915.

Kilde:
www.virksommeord.uib.no
(Bilag til Stavanger Aftenblad 5. juli 1915).

Mine damer og herrer!
Naar jeg idag tiltaler en forsamling som denne, kan jeg ikke undlate at minde om, at det nu er 9 maaneder, vi har været oppe i en situation, som heldigvis ikke hører til de almindelige selv i verdenshistorien. Det er omtrent 9 maaneder, siden den vældige verdenskrig brøt ut, og den raser fremdeles. Det er heldigvis lykkedes at holde vort land utenfor striden, og vi har har haap om, at det fremdeles skal lykkes; men intet menneske vet noget om, hvor længe denne forfærdelige krig vil rase, og heller ikke vet vi noget om, hvad utgangen vil bli - ei heller for os, det maa vi være opmerksomme paa. - Det er jo klart - og deri vil alle partier være enige - at det er den nuværende regjerings opgave - likesom det vilde ha været enhver andens regjerings opgave - at søke at holde vort land nøitralt.

Stillingen er i mange henseender vanskelig. Vore statsutgifter har i denne tid vokset sterkt. Det at holde hele vor marine og en stor del av hæren mobilisert koster mange penge direkte for statskassen, bortset fra de byrder, som det paalægger den enkelte. Omtrent halvanden million kroner om maaneden koster nøitralitetsvernet, og dertil kommer de betydelige anskaffelser av forskjellig art, som har været nødvendige for at komplettere de militære beholdninger og i det hole tat for at sikre vort forsvar saa godt, som det overhodet er mulig; for det har vi fundet at maatte gjøre, saaledes som stillingen nu er, og dertil har Stortinget git sit samtykke. Utgifterne har derfor vokset sterkt, og vi er paa den maate kommet ned i et ganske betydelig underskud. Jeg skal forøvrig lægge til, at paa den anden side har statsindtægterne, som i de første par maaneder av krigen gik sterkt ned, efterhaanden rettet sig, saa de ordinære statsindtægter nu er omtrent som sædvanlig. Det er jo et lyspunkt. Da krigen begyndte, var statskassens stilling god. Vi hadde omtrent 25 millioner kroner i kontante penger i statskassen. Men vi har jo maattet ty til laan. To utenlandske og et indenlandsk laan ar avsluttet, dels for at møte de daglige utgifter og dels - navnlig det amerikanske laan - for at kjøpe ind mat, korn og mel. Dette er gjort i den utstrækning, at staten har et utlæg paa omtrent 10 millioner kroner til korn, som ligger i reservelagre, og stillingen er forsaavidt fortiden god og sikret. Ialt er der under krigen indkjøpt for statens regning korn og mel for ca. 25 millioner kroner. Vi har praktisk talt korn- og melforsyning til aarets utgang, saa vi kan trygt se den nærmeste fremtid imøte.

Landets næringsveier har i det store og heletat tat sig merkelig op. I begyndelsen saa det jo ut, som om alt pulserende liv vilde stanse; men det har tat sig op, og den arbeidsløshet, som man var ængstelig for skulde indtræ, har ikke indtraadt; arbeidsløsheten er ikke større, den er heller mindre, end den pleier at være. Dette er jo lyspunkter.

Men saa or der et mørkt punkt, som saa at si griper ind i hvert eneste norsk hjem. De vigtigste varer, som brukes av baade fattige og rike, er steget voldsomt i pris. Det gjælder da særlig brødet, som er det vigtigste av alt. Det er steget tildels til over det dobbelte av de almindelige normale priser. En eiendommelighet vil jeg peke paa, som vi har godt av at lægge merke til, og det er den, at de varer, som vi selv tilvirker her i landet i nogenlunde tilstrækkelig mængde, ikke er steget synderlig. Det er de varer, hvorav vi er avhængig av utlandet, som for det meste er steget saa voldsomt. Det minder os om, at det land, som kan være selvhjulpet i saa vanskelige tider som disse, har mange fordele; dets befolkning lever tryggere.

Med hensyn til partistillingen her i landet vil jeg si, at den avgir et ganske eiendommelig skue. I de krigførende lande er det naturligvis saa, at al partistrid or ophørt. Men selv i de nøitrale lande kan man gjerne si, at det ogsaa er tilfældet, saalædes ogsaa i vore nabolande, Sverige og Danmark. Hos os derimot synes partistriden næsten at være sterkere end nogensinde. Fra krigens første dag av blev regjeringen angrepet av høires presse. Jeg skal forresten lægge til, at det nu er blit roligere i pressen og i Stortingat ogsaa.

  Naar vi nu til høsten skal ha nyt valg, er det jo saa, at partierne sætter op sine valgprogrammer. Venstre har ogsaa opsat et utkast til program, som imidlertid skal behandles endelig av at landsmøte, som holdes ut paa sommeren. Jeg vil dvæle noget ved venstres program; det er for at tale om det, at jeg er kommet herop.

Programmet i og for sig er, som rimelig kan være, paavirket av situationen. Der er jo nu i denne tid opstaat spørsmaal av den art, at den norske nation kræver, at de, som stiller sig til valg som politikere, skal gjøre rede for, hvad de mener om den. Jeg tænker navnlig paa forsvarssaken og paa kornsaken. - Naar jeg nu vil gaa gjennem programmet, kan jeg ikke ta for mig hver eneste post paa det, fordi det vilde gjøre foredraget altfor vidtløftig; men jeg skal ta for mig de vigtigste.

Jeg refererer indledningen, fordi den, tror jeg man kan si, danner grundvolden for det hele program. Den lyder saa:

"De sidste tiders begivenheter kalder alle fædrelandssindede mænd og kvinder til arbeidet for at trygge vort lands politiske og økonomiske frihet og selvstændighet.

Haand i haand hermed maa arbeidet fortsættes for en national og demokratisk utvikling og for større social retfærdighet paa det bestaaende samfunds grund.

Ut fra dette grundsyn vil venstre i troskap mot sine traditioner og uten at indgaa politisk eller parlamentarisk forbindelse med de konservative partier (høire og det "frisindede venstre") eller med socialisterne ("Det norske arbeiderparti") opstille følgende programposter, som søkes løst, efterhvert som den finansielle og økonomiske stilling i stat og kommune tillater det".

Forsvarsposten er post 2. Den lyder saa:

"Til vern om landets fred og nøitralitet under den nuværende krig fortsættes arbeidet for at styrke vort forsvar med hensyn til materiel, utstyr, befal og øvelser, idet de nu fastsatte 90 dages rekrutskole ikke indskrænkes i denne tid.

Naar krigen er forbi, ordnes vort forsvar med hensyn til organisation, øvelsestid og utstyr paa grundlag av de erfaringer, som krigen har git, og de internationale forhold, som da foreligger, saaledes at det blir fuldt effektivt, avpasset efter landets evne.

Den paagaaende revision av befalsutdannelsen for hær og flaate paaskyndes med sigte paa at lette adgangen til oprykning i høiere stilling for alle, som erhverver den fornødne dygtighet.

Arbeide for, at gymnastik og skyteøvelser indføres i alle landets skoler som grundlag for vernepligtstjenesten.

Alle anskaffelser tilveiebringes mest mulig ved indenlandsk arbeide. Midlerne til ekstraordinære forsvarsforanstaltninger maa ikke tilveiebringes ved laan, men, hvis paakrævet, ved en ekstraordinær forsvarsstat."

Det er navnlig om de to første led i denne post, at der har staat adskillig strid og fremdeles staar strid mellem partierne, d.v.s. mellem de borgerlige partier. Venstre hævder, at naar det gjælder forsvaret under den nuværende situation, under verdenskrisen, er intet offer, som ydes for at verne landet, for stort. Alt hvad vore militæret autoriteter har krævet for at sætte landet i forsvarsstand, har regjeringen anbefalt. Det er endnu ikke, men det vil antagelig i de allerførste dage bli behandlet av stortinget. Naar det gjælder nye gjennemgripende ordninger av fremtidig varighet, mener venstre, at det ikke vilde være rigtig at fastsætte noget, før krigen er forbi. Da vil man antagelig ha høstet adskillige erfaringer, og dessuten vet vi jo, at hos de krigførende magter er det paa begge sider hensigten at komme til et resultat, saaledes at det kan bli tilveiebragt et grundlag for en langvarig fredsperiode. Hvorvidt det vil opnaaes - se det er jo en anden sak; men det er ialfald hensigten. Det vil med andre ord si, at det ikke er udelukket, at man efter denne forfærdelige krig kan faa en langvarig fredsperiode, og at man kanske kunde komme til det, som vi alle ønsker: avvæbning. Jeg siger: som vi alle ønsker. Socialisterne vil jo lægge forsvaret ned - jeg kommer til det senere - det tør ikke vi, som tilhører de borgerlige partier. Saa længe ikke naboen lægger forsvaret ned, tør heller ikke vi gjøre det. Jeg tænker ikke netop paa naboen mot øst, men paa naboer i det heletat.

  Vi mener, at saalaenge det civiliserte Europa staar rustet til tænderne, saaledes som det i de  senere aar i stadig stigende utstrækning har gjort, saa lange tør heller ikke vi nedlagge vort forsvar, saa saart det end er at rykke ut med, de ca. 25 millioner, som det aarlig koster - en utgift, som stadig øker. Men vi er allesammnen glade i vort fædreland; vi er allesammen glade i vor f rihet, og vi vil ofre det, som er nødvendig, baade av kapital og av liv, for at værge os! Derfor maa vi, saalænge stillingen er usikker, holde vort forsvar i en saadan orden, som situationen tilsier.

Hvorledes stillingen vil bli, efterat krigen er endelig avsluttet, vet intet menneske, og da, som det indbydes til fra høires side, uten videre ogsaa for fremtiden at foreslaa betydelige utvidelser av øvelsestiden finder ikke vi forsvarlig likeoverfor landets befolkning. Det er jo ikke alene en utgift for statskassen, maa vi huske paa; men lange øvelser er ogsaa en byrde for befolkningen. Nu, vi er jo alle paa dot rene med det, at hvis stillingen efter krigen fremdeles blir usikker - ja da faar vi øke vor øvelsestid, og da faar vi visselig ogsaa øke vore utgifter; der or vel ingen anden raad. Vi har dog mange av os - jeg kan vel sige alle - det stille haab, at naar denne forfærdelige krise er over, og der blir rolige forhold, saa skulde det ikke være nødvendig at øke utgifterne. Det kunde jo være, stillingen blev den, at der blev avvæbning, som hele verden sukker efter.

Der har været tale om ett aars øvelsestid. Det er oplyst i Stortinget, at ett aars øvelsestid vilde koste en gang for alle 12 millioner kroner og i aarlige merutgifter 6 600 000 kroner. Det er mange penger. Nu tales der ikke lenger om ett aars øvelsestid; men der tales om at forlænge rekrutskolen. Under den nuværende situation har regjeringen fundet at burde gaa med paa - od det er ogsaa besluttet av Stortinget - at rekrutskolen skal forlenges til 90 dage. Hvorvidt de 90 dagers rekrutskole skal vedvare, efterat freden er avsluttet, er et andet spørsmaal. Vi faar se, naar den tid kommer, om stillingen er den, at vi finder det er nødvendig. Finder vi ikke, at det er nødvendig, blir tiden indskrænket - til det gamle eller til noget andet.

Dernæst skal jeg gjøre en bemærkning med hensyn til befalsutdannelsen. Der har blant underofficererne været adskillig misnøie med, at det har været saa vanskelig for dem at rykke op til officers rang. Det har altid været venstres ønske, at man skulde prøve at aapne dygtige og fremadstræbende underofficerer adgang til at rykke op i officerklassen. Og naar det i den programpost, jeg citerte, heter, at man vil paaskynde revisionen av befalsutdannelsen "med sigte paa at lette oprykning i høiere stilling for alle, som erhverver den fornødne dygtighet," saa er dermed ment, at man vil prøve at ordne det saa, at underofficererne ved tilægskurser for eksempel kan erhverve sig de fornødne kundskaper til at rykke videre opover. Det er en saadan ordning, man skal ha i Schweiz, efter hvad jeg har hørt.

Endvidere er der paa venstres forsvarspost kommet til en ny ting, som vi ikke før har hat paa programmet, men som nu later til at vinde almindelig tilslutning, og det er, at alle militære anskaffelser bør ske indenlands. Det har jo som bekjendt, ikke været tilfældet. Vi har tat altfor meget fra utlandet. Nu sidst har vi jo hat to panserskibe under bygning i England. De har den engelske regjering lagt beslag paa. En undervandsbaat, vi hadde under bygning i Tyskland, har den tyske regjering tat. Hadde vi bygget dem hjemme, hadde vi ikke risikert noget saadant. Ifjor blev der av regjeringen foreslaat, at man skulde oprette et dieselmotorverksted paa Horten for at kunne bygge undervandsbaater. Det blev vedtat. Der blev ogsaa foreslaat - det er endnu ikke behandlet, men det blir sikkert vedtat - at oprette et verksted for tilvirkning av torpedoer. Vi har kjøpt torpedoer for millioner, og vi burde for flere aar siden ha faat et verksted, saa vi hadde kunnet lage dem selv herhjemme. - Der er mange andre saadanne ting. Der bygges f.eks. oppe ved Raufoss et verksted for fremstilling av granater.

Hvad angaar dækningen av de ekstraordinære forsvarsutgifter, saa skal jag komme tilbake til det spørsmaal senere.

Jag vil nu gaa over til kornsaken.

Det spørsmaal er et betydelig vidtløftigere, men ikke mindre vigtig spørsmaal. Jeg nævnte, at korn og mel er blit forfærdelig dyrt hos os. Korn og mel er ogsaa blit dyre varer i andre lande, som importerer dem - ikke bare i Norge; men i de lande, som fremstiller i det hovedsagelige tilstrækkelig av korn og mel til eget behov, er de ikke blit saa dyre som hos os. I Danmark og Sverige f.eks. er brødet billigere, end det er her.

Og saa er det værste av alt den usikre stilling, man er i, naar man i krigstid skal hente det, man trænger av brød, fra et andet land, især naar det land ligger saa langt borte som De forenede stater og La Plata..

Der er derfor kommet op et sterkt ønske, kan man si, i alle kredse i landet om, at vi maa søke at faa ordnet os saaledes for fremtiden, at vi ikke kommer op i en lignende situation som den, vi har været i. I august, da krigen brøt ut, hadde landet korn for omtrent en maaned. Det hadde ikke mere. Det var en ængstelig situation at staa i. Og møllerne vilde ikke kjøpe; de var rædde for faldende priser. Regjeringen kjøpte da i en fart en ladning paa en 7 -8 000 ton eller 70-80000 tønder, som kom ind noksaa fort, og som klarte situationen. Indtil 15. sept. blev der indkjøpt ialt 30 900 ton eller 309 000 tønder korn og mel. Indtil 15. mai var der indkjøpt 107 060 ton eller 1070600 tønder. Men for et land at staa i den situation, at man bare har brød for omtrent en maaned, er ikke greit. I oktober maaned vilde vi jo hat ny høst av vor egen, og noget koru producerer vi da her i landet ogsaa. og ikke saa rent lite heller. Men en lignende situation vil vi ikke komme op i en gang til, det er alle paa det rene med. Vi maa prøve at faa foranstaltninger iverksat, som sikrer os met en lignende vanskelighet. I 1904 blev der nedsat en komite, som skulde ta dette spørsmaal under overveielse. Det er jo i virkeligheten et gammelt spørsmaal i Norge; men vi har ikke paa hundrede aar været skræmt saaledes som.iaar. Do foranstaltninger, som tidligere har været truffet, er igjen opgit.

I begyndelsen av forrige aarhnndrede, altsaa for omtrent-100 aar siden eller vel det, var jo landet endnu langt værre situert end nu. Det var hungersaar dengang, hungersnød ret og slet. Da blev der besluttet at oprette kornmagasiner her i landet, og her blev oprettet en halvtredje hundreds saadanne magasiner. Men i de mange fredens dage, som oprandt, blev folk mer og mer likegyldige likeover disse magasiner; de kostet jo noget, og da vi kom ut i 50-aarene, var de væk. At ta op noget lignende som det - og det er mange, som holder paa det - mener vi i regjeringen ikke kan nytte. Vi kommer til at foreslaa andre maater at tilveiebringe reservelagre paa. Kornmagasiner i den form, vi før har hat dem, her vist sig ikke at være tilstrekkelige. Faar vi en længre fredsperiode igjen, en 20-30 aar eller saa, er de glemt igjen, indtil en vakker dag krigen banker paa døren - pludselig, uten at man faar tid til at forberede sig, saaledes som det gjerne sker i vore dager. Derfor maa man prove paa at faa noget, som er av mere varig og sikker art.

Forinden jag gaar nærmere ind paa at redegjøre for de planer, som i den anledning er oppe, skal jeg forutskikke den bemerkning, at det tar tid at faa istand disse planer. Imidlertid er man paa det rene med, at der straks maa træffes forholdsregler for at opmuntre den indenlandske kornavl, og der er allerede for nogen tid siden av regjeringen fremsat forslag om, at Stortinget skal uttale en principiel tilslutning til den tanke, at den, som dyrker korn iaar, skal være sikret en mindstepris. Det er paa det rene, at landet rundt utvides kornavlen meget betydelig iaar. Men hvis det skulde træffe saa heldig, at freden f.eks. blev sluttet ut paa sommeren eller høsten, vilde efter al sandsynlighet kornpriserne falde straks og falde sterkt, og det kunde faa sine uheldige følger for korndyrkerne. Da kunde det jo være, at den, som med store omkostninger hadde lagt an paa at dyrke meget mere korn, end han pleier, vilde komme i en vanskelig stilling. Vi har, derfor foreslaat, at der skal træffes midlertidige anordninger for at sikre bønderne en mindstepris.

Det hadde været vor hensigt at foreslaa en midlertidig told efter glidende skala, som man kalder det. Jeg kan ikke gjøre nærmere rede for, hvorledes en saadan told er indrettet; det vilde føre mig for vidt. Jeg skal bare uttrykke det saa, at med told efter glidende skala mener man en told, som stiger, naar kornpriserne falder, men som falder, naar kornpriserne stiger. Med andre ord: En saadan told indfører man for at faa stabile kornpriser, altsaa priser, som ikke stiger og falder i særlig grad.

Under utarbeidelsen av propositione herom fremkom der imidlertid fra odelstingspræsident Mowinckel et forslag om at indføre midlertidig kornmonopol, hvilket han menta vilde vaare heldigere. Det, at inføre kornmonopol er en meget vanskelig og vidtløftig sak; det trænger adskillig tid. Da det imidlertid hastet med at faa stortingsbeslutning om en garanti for bønderne, som skulde til at saa, blev der av regjeringen fremsat forslag om, at Stortinget skulde beslutte en saadan midlertidig garanti, og det vil forhaabentlig i neste uke bli gjort av Stortinget.

Hvis et saadant pludselig prisfald indtræder, og man har told, som hindrer, at priserne falder f.eks. under 16 øre kiloen, vil der flyte penger ind i statskassen paa grund av den told. Eller: Hvis staten har kornmonopol, og priserne paa det utenlandske marked falder, er det meningen, at staten skal holde en pris av 16 øre kiloen for rug og hvete, og da vil staten ogsaa derved faa en ganske stor fortjeneste. Denne fortjeneste or det ikke meningen skal gaa ind i statskassen. En saadan fortjeneste skal gaa til at dække det, som kommunerne og staten taper ved at holde reservelagre.

Jeg oplyste, at staten har hat et utlæg paa 10 millioner kroner til reservelagre. Disse reservelagre kunde i januar maaned være realisert til de høie priser som da var, og som endnu er, med flere millioners gevinst. Men det er jo ikke meningen at tjene penger ved disse reservelagre av korn og mel. Det er meningen at ha dem for at sikre nationen, saa den ikke skal lide hungersnød, om vi selv skulde komme i krig. Derfor kan man ikke realisere dem; derfor maa de bli liggende. Kommunerne har 35 000 ton, altsaa halvfjerde hundrede tusen sækker korn og mel, som ligger oplagret i kommunerne hele landet over. Det skal ogsaa ligge i reserve, om noget skulde indtraa. Men hvis det saa, som jag sa, skulde indtræffe, at freden blev sluttet ut paa sommeren eller høsten, og man skulde realisere dette korn, vilde priserne falde, og man vilde faa et stort tap; staten vilde faa et stort tap, og kommunerne vilde faa at stort tap.

Det synes da at være rimelig, at den almenhet, i hvis interesse disse foranstaltninger er truffet, kunde gaa med paa, at priserne ikke faldt lavere end til 16 øre kiloen, 16 kr. tønden, for korn -det er omtrent halvparten av de nuværende priser - forinden dette underskud for staten og kommunerne var dækket. Men dette er midlertidige foranstaltninger. De gjælder iaar og kanske til naaste aar; navnlig gjælder de iaar.

Naar det gjælder varige foranstaltninger, maa man tænke sig mere om, og da maa man nøie overveie, forinden man bestemmer sig, saaledes at det resultat, som man kommer til, kan bli noget, man kan stole paa. Jeg skal ikke uttale noget bestemt med hensyn til det resultat, man kan komme til i saa henseende; men jeg skal nævne de planer, som er oppe og uttale en foreløbig mening om dem.

Jeg skal forutskikke den bemerkning, at vi her i landet avler omtrent 300 millioner kilogram korn; men vi indfører omtrent 400 millioner kilo. Saaledes er det for tiden. Men tidligere har forholdet ikke været saa ugunstig. Gaar vi saa langt tilbake som til 1855, saa avlet vi da naesten3a/4 av det, vi trængte av korn, og indførte bare 1/4. Nu or forholdet altsaa nærmere omvendt. Det er jo en sørgelig tilbakegang, som kommer derav, at priserne paa korn er faldt saa sterkt - tildels, for nogle aar siden, saa voldsomt langt ned - at folk mistet motet til at avle korn og gik over til andre maater at drive jorden paa.

Jeg skal nævne, hvorledes forholdet er med hensyn til de forskjellige kornsorter. Jeg antar det vil interessere forsamlingen at høre det. Vi avler 9 millioner kg. hvete; men vi indfører 95 millioner kg., altsaa over det tidobbelte. Vi avler 26 millioner kg. rug; men vi indfører 268 millioner kg., altsaa ogsaa det tidobbelte. Men av byg avler vi 75 millioner kg. og indfører bare 91 millioner lgg. Der er forholdet meget gunstigere. Med havre er vi omtrent selvhjulpne. Disse tal er fra 1912, fra den sidste statistik, vi har, og da blev der avlet 203 millioner kg. havre og indført 15 millioner kg. I heldige aar utfører vi havre.

Nu kan man spørge, og man vil spørge: Er det haabløst at faa vor kornavl op, saa vi blir i det vesentlige selvhjulpne, som man er i Sverige og Danmark? For at komme nærmere underveis med det, skal jeg redegjøre for, hvad vi i det hale tat har av opdyrket land her i Norge. Vi har omtrent 11 millioner maal opdyrket land. Av disse 11 millioner er 1 750 000 maal akerland, kornland. Paa 400 000 maal avles poteter, paa 250 000 maal grønfor, turnips, o.s.v. Det utgjør tilsammen 2 400 000 maal. Saa har vi dyrket eng 5 100 000 maal og naturlig eng 3 600 000 maal. Hvis man nu kunde tænke sig, at vi forøket akerlandet til det dobbelte - det vilde hjælpe godt - saa vilde det si, at vi istedenfor et akerland paa 1 750 000 maal fik et akerland paa 3 500 000 maal. Skulde det være umulig i Norge? Naar vi har 3 600 000 maal naturlig eng, synes det ikke at være urimelig, at man derav kunde ta de 1 750 000 maal, som skulde til. Der blev endda næsten 2 millioner maal daarlig dyrket jord tilbake. Det synes ikke av disse tal at fremgaa, at det skulde være umulig for Norge at kornføde sig? Ingenlunde.

Nu vet jeg jo, at de klimatiske forhold er forskjellige, og at der er distrikter i landet, som ikke egner sig til kornavl, især da naar man kommer rigtig langt mot nord. Men det er dog saa, at korn nu dyrkes i Nordland, i Tromsø amt, ja endog enkelte steder i Finmarken - det er byg det da.

Men for at faa kornavlen op, for at faa bønderne til at ta den op, maa kornpriserne være saapas, at det lønner sig for dem. De kan ikke gjøre det med de lave kornpriser, som de nu har været vant til at ha. De har været vant til at faa saadan en 10-11 øre kiloen for rug, tildels mindre, og 12 øre kiloen for hvete kanske; det kan de ikke avle korn for; de maa ha noget mere. Saa er det da spørsaalet, hvorledes man skal skaffe dem noget mere; for man synes nu - alle inden de, borgerlige partier ialfald - at være paa det rene med, at vi maa søke at faa landets kornavl op, saasandt det er raad med nogenlunde rimelige midler.

Jeg nævnte isted, at prisen paa brød er billigere baade i Danmark og i Sverige end i Norge. Danmark er jo, som dere alle vet, et land, som er umaadelig velskikket for akerbruk, tæt bebygget, med ypperlige kommunikationer og jord, som er let at drive i alle deler. Men i Danmark kunde ogsaa den danske regjering her midtvinters omtrent, beslaglægge korn hos benderne for kr. 19,50 pr. tønde (100 kg.). Mens priserne paa amerikansk rug heroppe dreiet sig om 26-27 kr. og senere steg høiere, kunde man der gjøre det - og det blev gjort. I Sverige fik regjeringen en overenskomst med møllerne, som ogsaa satte prisen meget lavere end de priser vi, maatte betale her. Senere er priserne ogsaa steget i Sverige. - Jeg vil bare anføre dette som et bevis for, at i et land, hvor kornavlen er saapas mægtig, at den i det væsentlige fylder behovet, blir ikke kornvarerne saa dyre som hos os, hvor vi bare frembringer en tiendedel av brødkornet.

Venstres program, forsaavidt kornsaken angaar, lyder for første leds vedkommende som følger:

"Landets kornforsyning sikres ved eftektive foranstaltninger til fremme av landets egen kornavl og ved, at reservelagre, om mulig av norsk korn, anordnes paa betryggende maate og saaledes, at det kommer alle landsdele tilgode. Herunder optas til drøftelse og eventuel gjennemførelse spørsmaalet om indførelse av statsmonopol paa indført korn og mel samt i forbindelse dermed mindstepriser paa norskavlet korn."

Her er de punkter, som jag har nævnt, fastslaat. Man vil gjøre noget og maa gjøre noget for at faa kornavlen fremmet. Hvad der skal gjøres, er et vigtig spørsmaal, som maa overveies nøie.

Høirepartierne, det "frisindede venstre" og høire, gaar uten videre løs paa tolden. Efter uttalelser av høires fører hr. Hagerup Bull i et foredrag, han forleden dag holdt i Kristiania, ser det ut, som om told er et slags subsidiært standpunkt; han sier, at hvis ingen andre midler, som er bedre, kan paavises, maa man gaa til told. Men efter hele hans foredrag forøvrig og efter pressens uttalelser, maa man gaa ut fra at det er meningen, at høire iaar skal gaa til valg paa korntolden.

Venstre har ikke vaaget at gjøre det. Og hvorfor? Jo, svaret ligger noksaa nær. Korn - brød og mel - or jo noget, som maa brukes-i hvert eneste hjem, baade hos fattig og rik. Og der brukes faktisk forholdsvis mere brød i de fattige hjem end i de rike. Da at paalaagge en noksaa høi told, som fordyrer brødkornet, er noget, som venstre ialfald yderst nødig vil gaa med paa. Man vil prøve alle andre midler først. Hvis de slaar klik, faar, vi ta spørsmaalet op igjen og tænke over det. Men jeg gjentar, vi vil prøve alle andre midler først.

Det er let at regne sig til, hvor stor brødfordyrelsen vil bli. Skal der bli nogen gagn i det for bonden, maa han antagelig ha en told paa omtrent kr. 4,00 pr. tønde. Erfaring viser, at tolden ikke er helt effektiv for den som skal sælge. Man faar ikke saa høi pris for en tønde rug av norskavlet korn, som handelsmøllerne betaler for en tønde tysk eller amerikansk korn, det vet enhver som selger korn. Det høres underlig ut, for vort korn er jo likesaa godt som det tyske og amerikanske og tildels bedre. Hvad han da grunden være? Jo, grunden er den likefremme, at møllerne ikke vil ha alt brydderiet med at ta imot disse smaapartier. Det or baade bryderi og kanske endog akkordering om prison o.1. forbundet dermed; de kjøper heller hele skibsladninger. Faktum er, at vi - jeg sæ1ger korn hvert aar - faar omtrent kr. 1,00 mindre pr. tønde, end hvad der betales for utenlandsk korn.

En 4 kroner tønden i told, tror jog derfor næsten maatte til, skulde det hjælpe bønderne noget.

4 kroner paa en tønde korn gir omtrent 6 kroner paa en sæk mel. Av en sæk mel faar man omtrent 150 brød à 1 kg. Det vil med andre ord sige, at hvert brød vil bli fordyret med 4 øre. Og 4 øre paa hvert brød er ikke saa litet.

Nu anføres der, at tolden vil ikke fordyre kornet saa meget. Nu, jag gaar gjerne ind paa den tankegang. Jeg er enig i, at erfaring viser, at hvis den indenlandske produktion er saa stor og saa stærk, at den kan ta op konkurransen med den utenlandske vare, vil ikke en toldbeskyttelse virke helt ut eller fordyre varen med sit hele beløp. Jeg skal anføre eksempler paa det siden. Det er et faktum. Men vi kan ikke regne mad det her hos os. Jag har allerede oplyst, at av hvete og rug avler vi ikke mere end en tiendedel i forhold til det som indføres, og da er det jo klart, at de ni tiendedele brødkorn, som vi faar fra utlandet, vil bli fordyret med 4 kroner tøndon naar vi faar en told paa 4 kroner. Det er jo handelsmøllerne, som forsyner nær sagt hele landet med korn. Der kan være enkelte kornbygder her paa østlandet, som har sine møller og greier sig selv; men hele landet over ellers forsynes man ved korn fra handelsmøllerne. Der lever man paa utenlandsk korn og mel alene, og da virker tolden fuldt ut. Saalaenge vor kornavl er saa svak, er der ikke tvil om, at en told vil virke helt ut til brødets fordyrelse. Men jeg skal indrømme, at kunde vi faa op kornavlen saa betydelig, at vi kunde avle det meste av det, vi trænger av rug og hvete, vilde saken kunde stille sig anderledes.

En told av 4 kroner pr. tønde vilde indbringe vel 16 millioner kroner i statskassen. Dertil anføres, at man til gjengjæld vilde nedsætte tolden paa sukker og kaffe. Ja, naar importen dreiet sig om 4 millioner tønder og toldimporten om 16 millioner kroner, vil det være nok til helt at opheve baade kaffetolden og sukkertolden; for begge disse toldsatser tilsammen indbringer statskassen ca. 14 millioner kroner. Men naar det da nævnes, at man vil nædsetlelse av kaffe- og sukkertolden, synes det at tyde paa, at man har anvendelse for de penger, som blir tilovers paa anden maate. Jeg synes det ser ut til det, og at - dømme efter uttalelser i det nævnte foredrag av hr. Hagerup Bull, som jeg skal komme tilbake til siden, er det vist ogsaa meningen.

Saa er der en anden ting at merke ved tolden. En korntold hjælper til at holde priserne paa det indenlandske korn noget oppe, høiere oppe end de er nu, det tror jeg nok; men det er ikke det vigtigste. Naar bonden skal sælge sit korn, maa han ha en kjøper. Finder han saa en kjøper, som vil gi ham 4 kroner mere for tøndon eller en likesaa hel pris som prisen paa det utenlandske korn + tolden? Det er spørsmaalet. Det er jo det, han venter. Jeg tror, der er grund til at anta, at den pris faar han ikke. Vi maa regne med alle mellemmændene. Vi maa regne med, at for at hjæ1pe paa dette mest mulig maa der oprettes kornmagasiner, dannes salgslag. Kornet, som produceres, maa tørres, sorteres og renses paa kornmagasinerne, forinden det realiseres. Altsammen koster, saa det fulde utbytte faar han jo ikke. Dertil kommer, at kornet skal sælges til en kjøbmand i en by formentlig, eller til en agent, som skal leve av det. En stor de1 av det utbytte, som tolden skulde brings bonden, faar han derfor ikke, det maa han være paa det rene med.

Men saa. er der en anden tanke, som har været oppe, og som jeg hadde fremme allerede før denne krig brøt ut, allerede ifjor vaares. Det er den tanke at indføre kornmonopol.

Hvis staten overtok alle møller og overtok al handel mod korn og mel, kunde staten betale til den, som vilde sælge sit korn - til den norske bonde - dagens pris fuldt ut. Og ikke alene dagens pris paa utenlandsk kunde den betale, men en adskillig høiere pris. Jeg vil ikke netop si 16 øre kiloen. Det kunde være en passende pris iaar. Men kommer man ind i normale forhold, vil bonden være glad, om han han faa 14 øre for rugkiloen. Det kan man betale, og det spiller ikke saa stor rolle i det store regnskap, som kaldes landets kornforsyning. Vi kjøper korn aar om andet for mellem 60 og 70 millioner. Om man da ofret disse faa millioner til, en 2-3 millioner, vilde det ikke spille synderlig rolle.

El1er om man tænker sig, at man vilde opmuntre kornavlen, saa kunde det gjøres paa forskjellige maater. Det kan ske ved, at man har en fast pris, som statens møller betaler, naar bonden sender sin kornsæk dit, uten rabat og uten mellemmand. Saa kunde det ogsaa tenkes, at man ved siden derav betalte en fast godtgjørelse til alle, som dyrket korn, en viss pris pr. maal aker f.eks. Gaar jeg ut fra det antal maal, som der nu her i landet avles brødkorn paa, er det snart gjort at rogne ut, hvad det vilde andra til. Vi har 50 000 maal aker med hvete, 150 000 maal med rug og 360 000 maal med byg. Det gjør tilsammen 560 000 maal, hvorpaa der avles brødkorn. Sier jeg, at vi vilde betale en præmie paa 4 kroner pr. maal, vilde det, selv om antallet maal skulde vokse adskillig, komme til at dreie sig omen 2- 3 millioner kroner. La os si 3 millioner. 3 millioner kroner paa en indførsel av 4 millioner tønder - det gjør under 1 krone pr. tønde. 1 krone pr. tønde korn utgjør omtrent kr. 1,50 pr. melsæk, og kr. 1,50 pr. melsæk gjør 1 øre paa et brød, og saa meget som 1 øre paa hvert brød kunde det vel være, at den norske almenhet burde kunne betale for at ha sikkerhet mot den slags hændelser, som vi har været ute for iaar.

Saa kommer dertil, at med et kornmonopol vilde det væra overmaade let at ordne reservelagre. Skal vi ha reservelagre, hvad alle er paa det rene med, at vi maa ha, og anbringe dem i kornmagasiner landet rundt, er det klart, at disse lagre ikke kan ligge der for bestandig. De maa, hvad man kalder rullere; de maa skiftes mindst en gang aarlig, hvis man skal være sikker paa, at ikke kornet skal ta skade. Det koster mange penger, og betydelige tap vil være forbundet med det. Der kan ogsaa være konjunkturtap forbundet med det; men da det ogsaa kan medføre konjunkturgevinst, skal jeg ikke regne med det. Anbringer man derimot et lager ved siden av møllen, vil, naar man da - som tilfældet er med alle tidsmæssige møller - har maskiner og indretninger, hvorved kornet - kan bringes over fra lageret til møllen, denne rullering ingenting koste. Det vil bli omtrent paa samme maate, som, naar jernbanerne nu holder kullagre for næsten et aar. Det er en uhyre betryggelse. Hvad betryggelse har det ikke været iaar med disse hungerpriser paa kul og næsten ingen mulighet for at faa kul? Jernbanerne har drevet trygt, fordi de har hat beholdninger for et aar. Jeg vil ikke si, at vi skulde ha kornlagre for et helt aar; de blev vel for svære, og det blev for kostbart; men stadig tilstedeværende reservelagre paa en fire eller vel fire maaneders indførsel synes jeg, vi ialfald burde ha. Navnlig gjælder dette om sommeren, da beholdningerne av indenlansk korn naturligvis er mindst. Slike lagre kunde man holde; det vilde ikke koste andet end renterne av de penger, som nedlægges i dem.

Hvis staten hadde alle møller, hadde monopol paa indførsel og hadde al handel med korn, kunde den holde priserne baade paa korn og mel stabile, den kunde praktisk talt holde de samme priser aaret rundt, og det vilde være en stor fordel for den, som kjøper brød. For det vet vi, at naar kornpriserne stiger, passer bakerne paa at lægge paa brødprisen, men om kornpriserne falder, varer det en stund, før det rækker ned til dem, som spiser brødet. Og det er ikke bare bakernes skyld: det er ogsaa alle mellemmændenes skyld. Vi har møller, agenter og kjøbmænd. De tar straks gevinsten, naar priserne stiger; men det varer noget længer, inden prisfaldet naar nedover. Derfor lider den forbrukende almenhet bestandig ved skiftende konjunkturer, ved skiftende priser. De er bestandig til skade for den store almenhet. Hvis staten hadde hele handelen, kunde den holde ganske anderledes stabile priser; den behøvde neppe at forandre priserne mere end en gang om aaret.

Jeg talte om toldens virkning paa prisen paa det indenlandske korn og sa, at tolden ikke synes at virke synderlig, naar den indenlandske produktion er sterk. Jeg skal gi nogen tal, som nylig er offentliggjort av det statistiske kontor her i landet. Tallene er forbausende; det sier jeg rent ut; det er vanskelig at forstaa, at de er korrekte; men man faar vel gaa ut fra, naar det er et offentlig kontor som Det statistiske bureau, som fremlegger dem i et offentlig dokument, at de maa være saa rigtige, som man kan faa dem. Dette dokument heter "Markedspriser paa korn og poteter fra 1836-1914." Det er nylig utkommet; det er svært interessant, og jeg vil anbefale alle dem, som interesserer sig for disse spørsmaal, at anskaffe boken. Det oplyses der, at i tidsrommet 1901-1910 var gjennemsnitsprisen paa hvete her kr. 12,12, i Sverige kr. 11,11, i Danmark kr. 9,08 og i Preussen kr. 11,23. Altsaa i Norge har vi hat de høieste hvetepriser. I Norge har vi en liten told paa 60 øre, mens man i Sverige har en told paa kr. 3,70 og i Tyskland, saavidt jeg husker, en told paa 5 1/2 mark. Der er meget høi told baade i Sverige og i Tyskland; men folk betaler altsaa der mindre for hveten end i Norge. Med hensyn til rug er der et lignende forhold. Prisen paa rug var i Norge kr. 9,92, i Sverige kr. 9,03, i Danmark kr. 7,74 og i Preussen kr. 8,86. Jeg synes disse tal er høist merkelige. I Norge har vi den høieste pris, og her er der ingen told, mens man i Sverige har en høi told og likesaa i Tyskland. Der er ingen anden forklaring mulig end den, at produktionen av korn er kommet saa langt baade i Tyskland og Sverige, at den indbyrdes konkurranse mellem bønderne holder prisen nede. Og saa har de da alle mellemmændene, som de maa slaas med. Nu, at disse priser er saa høie her hos os, hænger vel formodentlig sammen med den omstændighet, at her sælges saa lite av norsk korn. Og det lille grand, som sælges, er kanske saakorn, som jo altid betales noget høiere. Kanske det ogsaa hænger sammen med, at man oppe i fjeldbygderne altid paa grund av kommunikationerne maa betale noget mere. Jeg citerer tallene; de er høist merkelige.

  Men man bør altsaa ikke tale saa altfor sikkert om, at bonden faar nogen særdeles stor hjælp av tolden, som nu er saa paa moten. Jeg tror nok, at faar vi en saapas betydelig told som 4 kroner tønden, vil prisen paa det indenlandske marked stige, men ikke med 4 kr. Det gjør den ikke. Og eftersom kornavlen økes, og den indbyrdes konkurranse blir større, vil fortjenesten ved tolden bli mindre.

Vi har jo erfaring fra fleskepriserne. Landet producerer i alt overveiende grad, hvad vi trænger av flesk. Da de utenlandske, de amerikanske priser paa flesk var saa overdrevent høie for nogen aar siden, stod det norske flesk i kr. 1,20 pr. kg., mens det amerikanske stod i kr. 1,50. Jeg husker fra det sted, hvor jeg selv bor, en høst, da det var overflod paa flesk. Priserne faldt noget forfærdelig, og folk mistet motet til at avle flesk, griseholdet blev sterkt indskrænket, hvilket var meget uheldig.

  I et land som vort, hvor kommunikationerne er saa vanskelige, hvor folk sitter hver paa sin gaard og avler litt til salg, hvor omsætningen ikke er organisert, der er der alle slags priser. Derfor vilde det være en uhyre fordel, hvis staten ogsaa overtok kjøpet. For da visste bonden, hvis han hadde en tønde korn at sælge, at han bare kunde sende den med jernbanen eller dampbaaten. Naar han bare satte sit navn paa følgesedlen, vilde han faa pengene pr. omgaaende - faste priser, ikke nogen akkordering, hvis det var rimelig og god vare.

  Det fremgaar av, hvad jeg har anført her, at der er flere vanskelige sider ved kornspørsmaalet, og jeg tror, vælgerne skal være varsommee med at ta for sterke standpunkter her og vente til spørsmaalet om kornmonopol er helt utredet i alle sine detaljer

Der vil som bekjendt av regjeringen bli foreslaat nedsat en kommission til at undersøke dette  overordentlige vigtige spørsmaal, og jeg vil henstille til dem, som er saa tilbøielige til paa forhaand at avvise tanken, at gjemme sine indvendinger, til de faar se saken utredet. Jeg skal derfor for min part heller ikke nu gaa i detalj, men kun nævne, at naar det har været indvendt, at monopolet vilde skape en stab av nye statsfunktionærer, saa er det ikke meningen at gjøre det til en saa indviklet affære. Det hele kan ordnes ganske enkelt. Det maatte bli et fælleskontor for hele landet, som forestod indkjøpene og fordelingen av kornet til distrikterne. Handelsmøllerne (altsaa ikke de saakaldte "bondemøller") maatte overtas (eller eksproprieres) av staten, mens driften av disse kan fortsættes i det væsentlige som nu, motta og ekspedere ordre hver inden sin kreds, men efter bestemte priser.

Der har ogsaa været indvendt mot monopoltanken der stadig vilde bli en kamp om fastsættelsen av priserne - at det sogar vilde bli valgprogram for en del at faa de lavere og lavere ned. Indvendinger av denne art maa imidlertid i endnu sterkere grad ramme korntolden. Brødfordyrelsen ved korntold vil jo, som foran nævnt, sansynligvis bli ca. 4 gange saa stor som ved monopol, og en av de værste skyggesider ved korntolden forøvrig er jo den, at de byrder, den volder samfundets borgere, fordeles paa en tildels skrikende uretfærdig maate. Den vil virke slik, at de, som taaler mindst, ofte maa bære det meste. Derfor vil kampen om nedslag i brødpriserne selvsagt bli ganske anderledes bitter, om vi faar korntold, end om vi faar monopol. Det maa vel ogsaa ansees for temmelig givet, at med vort samfunds sammensætning vil en korntold, om den blir indført, bli feiet væk igjen inden ganske kort tid og saaledes bli til liten nytte for de formaal, som den skulde tjene. De byrder, som samfundet maatte komme til at bære ved monopol, blir som nævnt ganske anderledes smaa end ved korntold og desuten vil det ligge i statsstyrelsens egen haand til enhver tid at fordele dem paa en mere retfærdig maate, end man nogensinde kan opnaa ved told. En utjevning f.eks. ved nedslag i sukkertolden, som det har været slaat paa, vil ikke være tilfredsstillende, da brød jo er en uundværlig vare for den aller fattigste, og jo fattigere en mand er, desto mere bruker han av melspiser forholdsvis, mens for sukkerets vedkommende vel heller det omvendte er tilfældet.

Jeg har det haap, at man gjennem monopol skal finde den bedste løsning, som fordyrer brødet mindst, fordeler byrderne paa den retferdigste maate og samtidig sikrer landets kornforsyning og skaffer bøndenae en sikker avsætning og en sikker støtte for sin avl.

Jeg gaar nu videre. Der er en del andre led i denne post, uttalelser om landets opdyrkning, om smaabrukersaken o.s.v., som jeg ikke finder at kunne drøfte nærmere, da tiden ikke tillater det. Jeg gaar over til post 4. Dens 1. led lyder:

"Vern om landets økonomiske og nationale uavhængighet mot overmægtig indflydelse av fremmed kapital og fortsat arbeide for bevarelse av landets naturherligheter."

Det er under den post, at koncessionslovgivningen indgaar - koncessionslovgivningen, som ved de to sidste valg har været den største sak vi har hat paa programmet, og som har været det største skille mellem partierne. Det er gaat ganske vidunderlig med koncessionssaken. Den blev, navnlig i 1909, misbrukt noget ganske forfærdelig av vore politiske motstandere, av høire og "frisindede". Det beskyldte os venstre for røveri og ran, for at ville ta jorden fra bønderne, for at drive grundlovsbrudd o.s.v. Nu er høire enig i det altsammen; det er gaat aldeles vidunderlig. Der er intet paa høires program om koncessionslovgivningen; og de skjærpende bestemmelser, som nu er foreslaat av regjeringen for koncessioner, baade med hensyn til skog og med hensyn til vandfald og vandfaldsreguleringer, har ikke i pressen, saavidt jeg har set, været angrepet eller berørt av oppositionen. Det sier jeg er vidunderlig. Jeg er taknemmelig og glad for det; for det var ondt ved de to sidste valg at maatte reise rundt og fortælle, at de to partier for med usandhet, vrøvl og vaas - for det gjorde de! - Jeg vil ikke si, det var med forsæt og vilje; men faktisk gjorde de det. Nu er de gaat til erkjendelse, og jeg er glad for det. Vi er færdig med koncessionskampen nu; vi er kommet ind i det spor, at alle erkjender, at venstres koncessionspolitik er til landets gavn.

Og vore efterkommere vil være os taknemmelig for det vi har gjort; det kan De være viss paa!

Landets naturherligheter vil nu gradvis gaa over til almenheten, vor fossekraft vil gradvis gaa over til almenheten ved hjæln av hjemfaldsretten, og det er det, den bør. Jeg skal ikke komme iænger ind paa dette.

__________

Post 5 er en meget vigtig post: Der kræves:

"Gjennemført økonomi i statshusholdningen. Laan anvendes kun til produktive foretagender.

De ekstraordinære utgifter, som er foranlediget ved krisen, søkes dækket uten laan, saalangt det kan ske uten at paalægge for tunge skattebyrder."

Vi kommer her til et mellem partierne meget omstridt spøremaal, og det er spørsmaalet om, paa hvilken maate man skal betale de ekstraordinære militærutgifter, og i det heletat spørsmaalet om principperne for laan.

Venstre hævder, at vi ikke skal laane til andet end produktive øiemed. Vi skal ikke laane til militære øiemed; for laaner vi til militære øiemed, har vi ikke alene at betale renter og avdrag av laanene, men vedkommende militære foranstaltninger fører andre forøkede, aarlige utgifter med sig. Kjøper man et panserskib, maa man ikke alene betale, hvad skibet koster; men vedlikehold, besætning, drift koster ogsaa mange penger om aaret. Derfor bør disse utgifter dækkes saa langt raad er uten laan.

I forrige periode, da det blev besluttet at anskaffe to panserskibe, blev der ogsaa besluttet at opta et laan paa 12 millioner kr. til delvis dækning av, hvad de kostet. Da vi kom til roret i 1913, for to aar siden, besluttet vi i overensstemmelse med vort program, at dette 12-millioners laan ikke skulde optas. Regjeringen foreslog istedet - og det blev vedtat av Stortinget - en liten formuesskat, som i forbindelse med dette 10 procents tillæg, som vistnok alle, som betaler direkte skat, kjender, i løpet av 5 aar skulde dække disse 12 millioner kr. Denne formuesskat var ganske liten. Jeg vet ikke, om nogen har merket den engang. For formuer mellem 10 og 15 000 kr. er den 7 øre pr. 1000 kr., og naar man kommer op over 30 000 kr. i formue, har man det høieste beløp, 57 øre pr. 1000 kr. Det er, som enhver ser, en ganske liten skat. En mand med en formue paa 100 000 kr. betaler 50 kr. i skat, og det kan han sandelig godt gjøre, naar det gjælder landets forsvar. - Men saa kommer vi til den anden skat, den ekstraordinære forsvarsskat, som blev foreslaat av regjeringen og vedtat av Stortinget ifjor. Den er paa 12 1/2 million, og den skal betales ihøst og til vaaren. Det er et ganske stort tillæg i skatten, og da tillægget er saa stort, finder jeg at burde gjøre rede for, hvem der skal betale det. Vi fandt og vi foreslog, at denne skat burde lægges paa de store indtægter og de største formuer. Indtægter under 4 000 kr. er fri. En mand, som har 4 000 kr. i indtægt, faar kr. 6,60 i tillæg i skatten. Naar han kommer op i en indtægt paa 30 000 kr., blir tillægget 1364 kr. Paa formuen er der følgende tillæg: En mand, som eier eller som lignes efter - 120000 kr., faar 10 kroners tillæg i skatten. Eier han 350000 kr., faar han kr. 337,50 i tillæg, eier han 1 million, faar han 2 425 kr. i tillæg. Dette indbringer 12 500000 kr. Vi mener, dette er retfærdig. Disse utgifter, som trænges til landets forsvar, faar i første række bæres av dem, som har den største bæreevne. De, som ingenting eier, ofrer jo i tilfælde sit liv, og i fredstid ofrer de jo meget av sin arbeidskraft i den tid, øvelserne paagaar. Det er saaledes et meget stort og likesaa følelig offer, som lægges paa den ubemidlede del av nationen, og det er jo den største. Derfor har vi ment, at disse ekstraordinære ofre fik de, som har bedst raad, betale.

Men saa kommer nu disse svære utgifter, som jeg nævnte, som vi staar oppe i nu for tiden, 1 500 000 kr. maaneden foruten mange millioner til militære anskaffelser. Hvorledes skal vi betale dem? Ja, vi er av den mening, at vi faar prøve at betale det med skatter, saa langt det er rimelig. Men, som man hørte, heter det i vor programpost, at de skal "søkes dækket uten laan, saa langt det kan ske uten at paalægge for tunge skattebyrder". Det er naturligvis en skjønssak, hvad der er for tunge skattebyrder. Men jeg skal nævne, at vi har foreslaat en ekstraskat, som skal begynde at betales næste aar, og som skal indbringe 6 millioner kr. utover den almindelige direkte skat. Jeg skal nærmere forklare, hvori denne ekstraskat bestaar. Den hviler væsentlig, men ikke ganske, paa nogenlunde det samme princip som den store ekstraskat, jeg nylig forklarte. Der er nogen forskjel. Der foreslaaes et almindelig tillæg av 10 pct. av skatten for alle, som betaler direkte skat. Det gjør man jo like, ned til 1000 kroners indtægter, saa man rammer her noksaa smaa indtægter, men man har ment, at naar det gjælder nøitralitetsvernet, utgifter til at bevare landets fred, kunde de allerfleste være med. Ja, det blir jo ikke de aller fleste; men ialfald de, som betaler direkte skat, skal betale et litet tillæg paa 10 pct., ikke av sin indtægt, men av sin skat. Dette rækker jo imidlertid ikke langt. Det gir 1 500 000 kr. Men desuten skal indtægter over 12 000 kr. faa et tillæg av 10 pct. av skatten, stigende eftersom indtægten stiger, til 40 pct., naar man kommer op i en indtægt av 50 000 kr. Og av formuer paa over 100 000 kr., skal der betales et tillæg av 30 øre pr. 1000 kr; tillægget stiger til 5 kr. pr. 1000 kr. for formuer paa over 1 million kr. Der er forsaavidt her de samme principer som de, jeg nævnte ved den anden skat, at de, som har bedst raad, faar betale mest; de har lettere for at utrede utgifterne.

Der indvendes herimot, at denne tyngsel paa de store formuer, da den jo ogsaa falder paa aktieselskaper, aktieforetagender og store bedrifter, let kan bidra til, at folk ikke har lyst til at sætte sine penger i saadant. Det kan skape utilfredshet og gjøre, at der blir mindre næringsdrift i landet. Paa den maate skulde det ogsaa gaa ut over arbeiderne.

Jeg har ikke nngen frygt for det. Nye foretagender afficeres ikke av skattespørsmaal; de avgjøres efter ganske andre hensyn. Er der forøvrig grundvold for nye foretagender, saa gaar de sin gang, uten at man bekymrer sig om skatterne - indenfor rimelige grænser naturligvis, og jeg mener, at de grænser ikke er overskredet ved de forslag, som her er fremsat. Denne skat skulde altsaa gi os 6 millioner kr. om aaret. Den vil nok komme til at staa i adskillige aar, forinden vi faar betalt de utgifter, som den nuværende situation har bragt os op i. Men det faar jo ikke hjælpe. Midlertidig faar vi nok laane. Og skulde ulykken være ute, og landet kom i krig - ja, da vilde utgifterne bli saa enorme, at nok efterslegten maatte være med at betale. Da maatte man nok ta op langsigtige laan. - Vi faar haape, vi slipper det.

Hr. Hagerup Bull uttalte i sit foredrag forleden dag, at han mente, det vilde være heldigere at fordele det nye skattetryk paa flere fundamenter. Han uttalte sig ikke yderligere om, hvad han mente dermed; men jeg har tænkt mig, at han mente, at dersom der blev noget tilovers - hvad der naturligvis vil bli av indtægterne ved en korntold, vilde hen anvende en del derav til at dække disse utgifter istedenfor at lægge dem paa den direkte skat. Eller kanske han tænker paa at lægge dem over paa kasseartiklerne og forhøie tolden? Det kan jo ogsaa tænkes. Det er noget, som mange er tilbøielige til at gripe til - det er saa let at ta til. Men venstre har paa sit program: "Ingen forhøielse av tolden paa kasseartikler". Det er sat, for at man ikke skal falde i fristelse. Kasseartikler er kaffe og sukker og saadant, som vi ikke producerer i landet. Og erfaring viser, at told paa den slags varer, som ikke produceres i landet, fordyrer varen med toldbeløpet. Det er en ganske anden sak, hvis man producerer en vare i landet. Da er det, som jeg før har sagt, saa, at hvis den indenlandske produktion er tilstrækkelig kraftig, spiller tolden ingen rolle. Men ved kasseartikler forøker tolden prisen med en eneste gang med hele sit beløp. Og disse ting hører til de artikler, som alle mennesker bruker; kaffe og sukker har vi jo bruk for allesammen. En forhøielse av tolden paa disse artikler kan venstre derfor ikke gaa med paa.

Hvad angaar de sociale spørsmaal, saa omhandles de i posterne 7 og 8 paa venstres program. Vi har i denne periode løst endel av disse oppaver, men flere staar igjen. Hvis ikke denne verdenskrise var indtraadt, vilde vi hat haap om at faa utført meget mere. Ifjor sommer besluttet Stortinget at utsatte sine forhandlinger til høsten. Det var da meningen i denne høstsession at opta en hel del av de foreliggende forslag fra regjeringen angaaende sociale spørsmaal. Da krigen kom, faldt denne samling bort. Nu gjøres der nok meget arbeide paa Stortinget; men vi rækker ikke paa langt nær at faa gjennemgaat det lovstof, som foreligger paa de forskjellige omraader.

Vi har haap om at faa gjennemført sykeforsikringsloven med mødreforsikringen, som jeg sætter store forhaapninger til. Jeg er overbevist om, at den vil bringe velsignelse og lettelser, som man ikke før har hat, ind i tusener av hjem.

Ogsaa med hensyn til smaabrukerbanken, "Arbeiderbruk- og boligbanken", som vi har kaldt den, foreligger der en ny lov, og jeg antar, at vi faar den gjennemført, hvad der vil gjøre det lettere for folk at faa laan, saavel for dem, som ikke har saa smaa eiendomme, som for dem, laaneadgangen hittil har været indskrænket til.

Saa har vi loven om voldgift og mægling. Den vil bli tat under behandling med det første.

Men saa er der den store sak, som har staat paa programmet like siden 1899, folkeforsikringen. Vi var kommet saa langt med den nu, at proposition fra regjeringen vilde være kommet iaar. Det kan hænde, den kommer ogsaa nu; men vi har dog ingen forhaapning om at faa saken gjennemført iaar og knapt nok om at faa den gjennemført i næste periode; for vi vet jo ikke, hvad enden vil bli paa den nuværende situation. Hvis krigen blir langvarig, faar vort folk saa store ekstraordinære utgifter, at vi ikke kan løse saa store og mægtige opgaver som folkeforsikringen. Vi maa utsætte den, til landet igjen kommer over paa en sikrere finansiel basis. Vi faar haape, at vi kan faa anledning til at gjennemføre den i næste periode: det vilde være i høi grad ønskelig, men mere kan vi ikke si paa dette tidspunkt.

Videre vil jeg nævne, uagtet det vel ikke interesserer dette distrikt noget større, at der foreligger et nyt forslag om en betydelig forbedring av fiskernes ulykkesforsikring, - en forbedring som er høist paakrævet.

Saa har vi ædruelighetssaken, som er omhandlet i post 13 paa programmet. Om den skal jeg kun uttale, at venstre altid har staat lydhør likeoverfor kravene fra avholdsfolket, og at de lovordninger, som hittil er istandbragt, er istandbragt ved venstres hjalp og ved venstres stemmer.

Saa vil det ogsaa sikkert ske i fremtiden, og det er sandsynlig, at der i kommende periode vil bli vigtige spørsmaal at avgjøre i ædruelighetssaken. Det ser ut, som om man nu kan øine brændevinsforbud her i landet. Det ser saa ut, men jeg skal ikke uttale mig nærmere om det. Jeg kan ikke tro andet end, at brændevinsforbud i det store og hele tat vilde vække almindelig bifald. Vi ønsker ikke paa venstres program uttrykkelig at uttale os for et saadant forbud. Saken er, at det spørsmaal berører ikke alene Norge, men ogsaa utlandet, Frankrike f.eks., og vi har forstaat, at det vilde virke smertelig og støtende for Frankrike, om man vakte den slags spørsmaal nu, da landet er i nød. Det er selvfølgelig ingens mening her i landet, heller ikke avholdsfolkets, at vi skal benytte den stilling, Frankrike for øieblikket er i, til at faa avgjort brændevinsspørsmaalet paa en maate, som passer os. Det vilde være en uværdig maate at optræ paa for vort land, og det gjør vi ikke. Men naar krigen er forbi, og og fred er indtraadt, er det vistnok sandsynlig, at man vil søke at faa løst spørsmaalet paa en maate, som antagelig ogsaa vil kunne tilfredsstille Frankrike. Men maalet er brændevinsforbud, og jeg tviler ikke paa, at det vil naaes.

Vi maa imidlertid ha en rimelig overgang; det er en svær reform dette. Vi trænger en overgang, og den vil nok avholdsfolket gaa med paa. Og da tviler jeg ikke paa, at det blir en reform - en stor og herlig reform - til landets og befolkningens bedste. For det maa jo erkjendes, at mangelen paa ædruelighet har lagt og lægger mange hjem og mange tilværelser øde, her i landet som i andre land.

Jeg vil naturligvis straks indrømme, at med indførelsen av et brændevinsforbud er man ikke helt fri for de skyggesider, som klæber ved den overdrevne bruk av spirituosa. Men at det vilde bli en betydelig forbedring, kan da vel ikke noget menneske benegte.

______

Jeg har nu gjennemgaat de fleste poster paa programmet, og jeg agter at slutte hermed. Men jeg vil i sin almindelighet lægge til, at venstre har en lang og ærefuld fortid. Det har det. Det har vist sig i de to sidste menneskealdre, at det har været venstres arbeide og venstres politik, som har været raadende og ledende. Og det erkjendes nu av alle, at det har været til gavn for landet. Det hadde ikke været heldig for landet, om ikke venstres politik hadde været den raadende. Saa var det med hensyn til folkestyret, som blev gjennemført i 80-aarene, saa var det i unionspolitikken, saa har det været i socialpolitikken, i koncessionspolitikken, saa var det med hensyn til stemmeretsreformerne. I alle disse spørsmaal har venstres politik været den seirende og været til landets gavn. Og det er det ogsaa vor mening, at den skal være fremdeles. Vi vil drive en national og demokratisk politik herefter som hittil.

Det glæder os at se, at ogsaa høire nu er blit sterkt nationalt. Det har ikke altid været saa. Jeg vil minde om kampene i unionstiden. Da var høire ikke nationalt. Nu er jo landet blit helt selvstændig, og da er det glædelig, at høire her i landet - som de konservative partier i andre lande i regelen - er blit mere nationalt.

Men høire staar noksaa tvilende, naar det gjælder andre spørsmaal, som vi sætter høit. Se paa de sociale spørsmaal. Høire kræver vaabenstilstand, sier hr. Hagerup Bull, under den nuværende situation. Vi finder ikke at kunne indgaa paa nogen større vaabenstilstand end den, som er paakrævet paa grund av situationen. De reformer, vi finder med rimelighet kan gjennemføres, vil vi gjennemføre ogsaa nu. Der er et gammelt ord, som sier, at man skal mure med sværd ved lænd. Det er det vi mener, vi bør gjøre.

Det er en gammel misbrukt uttalelse av mig - ja, den er ikke saa gammel; den er nok ikke mere end et aars tid gammel: "Venstre har faat magten, og vi agter at bruke den". Dere har vist hørt den. - Ja, jeg har den mening, at naar venstre har faat magten, er vi forpligtet til at bruke den - men ikke misbruke den. Imidlertid er det utlagt saaledes: "Venstre har faat magten, og nu skal vi misbruke den". Det er ikke meningen. Men vi anser det for vor pligt at lede utviklingen i den retning, venstre mener er rigtig og til landets gavn.

Det er, naar vi kommer til de sociale spørsmaal,at der blir tvist med de andre partier. Merkelig nok gjør ogsaa socialisterne motstand. Socialisterne gjorde ganske sterk motstand mot sykeforsikrings-loven, da den i sin tid blev gjenremført. Nu tænker jeg, alle er glade for, at de har den. Saa vil det ogsaa ske paa andre omraader.

Med hensyn til socialisterne, saa er jo ikke de færdige med sit program for iaar. Jeg vil gjerne tro om socialisterne som om alle de andre politiske partier her i landet, at de mener det vel - ja jeg er ikke i tvil om det. De mener ved sit arbeide at fremme landets utvikling. Men jeg er ikke i tvil om, at dersom det skulde gaa efter socialisternes vilje, vilde vi komme op i farlige tilstande. Landets grænser vilde bli lagt aapne. Selv nu, da krigen banker paa vor dør, sier de - det fremgaar av hvad en nedsat programkomite har foreslaat - at dersom de kom i flertal og dannet regjering, vilde det første, de gjorde, være at lægge ned forsvaret. Nu da krigen staar saa at si like utenfor vore grænser, og vi maa ha baade vort sjøforsvar og vort landforsvar i orden for at ta imot, nu erklærer socialisterne, at hele forsvaret ingenting er værdt. Jeg synes, det er forfærdelig letsindig, letsindig over alle grænser! Og at landets befolkning kan gi et saadant parti, som aapent erklærer dette, sin støtte, er mig ganske uforstaaelig. For hvis landets grænser blev lagt aapne, og fremmede tok landet i besiddelse - og det vilde vel ikke være saa urimelig, der er mange, som sigter paa Norge, Norge er værdt at ha med sine fremtidsrigdomme, hvis størrelse og omfang vi ikke har noget begrep om endda, men som det er mange utlændinger som ser paa - hvis landets grænser blev lagt aapne, sier jeg, og vi saa blev lagt under fremmet aag, hvorledes tror De, det da vilde gaa med socialisterne? Tror De, de da vilde faa det frie spillerum, de har her i landet nu? Jeg bare spør. Der er intet land i Europa, hvor forholdene er saa frie, som de er her i landet, trods al klage - intet land i Europa! Kom vi under fremmet aag, gik det først og fremst ut over arbeiderne og sidst utover kapitalen. For kapitalen fik sandelig meget gunstigere kaar, om vi kom under fremmed aag, end den har nu, det kan De være viss paa!

Men vi skulde jo ikke først og fremst være repræsentanter hverken for den ene eller den anden klasse; vi skulde være nordmænd først og fremst og sidst! Og jeg tror igrunden, at vi allesammen - socialisterne med - naar det kom til alvor, ikke vilde opgi landet. Vi vilde ikke opgi vor frihet og selvstændighet. I 1905 stod socialisterne sammen med os andre, og jeg kan ikke tænke mig muligheten av, at de virkelig for alvor vilde prøve at gjennemføre en saadan - jeg vil kalde det trudsel - som at lægge landets grænser aapne. Dertil er de altfor glade i vor frihet og selvstændighet. Den er ikke mere end 10 aar gammel. Og vi har da prøvet andet. Tænk paa dansketidens fire hundrede aar og paa de hundrede aar, vi var forenet med Sverige -de er heller ikke at ønske sig tilbake til.

Nu har vi hel og fuld selvstændighet. Og den skulde vi sætte paa spil! Tunge kan utgifterne være at bære; men jeg tror vi heller vil bære dem med vor nakke reist som en fri og selvstændig nation, end ligge under et fremmed folks aag.

_____

Ja, mine damer og herrer, jeg har nu i store hovedtræk gjennemgaat partiernes politik, navnlig hvad venstre agter at arbeide for i den kommende periode. Jeg har intet høiere og bedre ønske end, at enhver vil overveie vel det, jeg har anført, og gjøre sig op sin mening samvittighetsfuldt. Og gjerne og helst ser jeg, at man ogsaa gaar og hører talere fra andre partier for saa, naar stemmesedlen skal lægges i urnen at ha gjort sig op en selvstændig mening. Jeg har den tro, at da vil de fleste lægge sin stemmeseddel i urnen til fordel for venstre. Jeg har den tro, fordi erfaring har vist, at vi venstre har set ret i alle vigtige spørsmaal. Det erkjendes nu fra alle og maa erkjendes.

Efter 1905 indbildte høire sig og skrev i pressen og uttalte paa møter, at nu var venstre færdig. Efter 1905 har vi blandt mange andre saker hat koncessionslovgivningen og hele kampen om den. Viser det at venstre er færdig? Et fremskridtsparti blir aldrig færdig! Der vil altid melde sig nye opgaver for en nation NB., som ikke staar stille, men som har baade en befolkning, som vil fremover, og et land, som gir betingelser for, at den kan gaa fremover. Og vi har i Norge baade en saadan befolkning og de naturlige vilkaar. Vi har uhyre mange opgaver at løse i fremtiden, uhyre mange opgaver, baade i den nærmere og den fjernere fremtid. Og da gjælder det altid at ha ved roret folk, som har fremsyn, og som samtidig har det rette syn paa, hvad der kræves av hensyn til samfundsretfærdigheten - samfundsretfærdigheten, glem ikke den! - av hensyn til vore næringsveier og av hensyn til vore nationale opgaver!

Det er mange opgaver og vigtige opgaver, og allesammen lægger de et sterkt beslag paa alt, hvad vi evner og kan gjøre for at prøve at ordne utviklingen saaledes, at den kan bli til landets gavn. Og det tror jeg, jeg med bestemthet tør si, at vi kan betegne venstre som det parti, som altid har set rigtig, og altid har set fremover. Og det vil det ogsaa gjøre fremdeles!