Kong Carl XIV Johans trontale 1836 og beretning om rikets tilstand

Kong Carl XIV Johans trontale 1836 og beretning om rikets tilstand.
Trontalen opplest av førstestatsråd Jonas Collett, som på Kongens vegne erklærte det 8. ordentlige Storting for åpnet. Beretningen om rikets tilstand opplest av statsråd Valentin Sibbern.
Stortinget, 10. februar 1836.

Kilde: www.stortinget.no

 

Transkribert versjon av trontalen:
Kilde: http://virksommeord.uib.no/taler?id=2141
Gode Herrer og Norske Mænd!

Snart to og tyve Aar ere nu henrundne siden den Skandinaviske Halvøes tvende Nationer afsvore deres fordærvelige indbyrdes Fiendskab. Den under den Høiestes Beskyttelse indgangne Forening bragte en Tvedragt til at forsvinde, som ellers vilde have endt, ikke alene med at udtømme begge Folks Hjelpekilder, men endog med at tilintetgjøre deres Nationalitet. Nu staaer begge Folks Selvstændighed uantastet. Den udgjør en Deel af Europas offemtlige Ret. Oprigtighed og Redelighed ere Borgen for dens Fasthed og Varighed.

Hvad Norges Ressourcer angaaer, da ville I selv være istand til at bedømme dem. Paa Statsgjelden er hvert Aar skeet regelmæssige Afbetalinger, en Orden, som uafladelig er bleven fulgt. Uagtet de directe Skatter siden seneste Storthing have været nedsatte til det Halve, seer Jeg mig dog istand til at meddele Eder, at vore Indtægter overstige vore Udgivter. Disse Fordele skylde vi den Grundregel, som vil fælleds have fastsat, og som vi uden Afvigelse have fulgt.

Bankens Fasthed er grundet paa de for den givne Loves og Statuters Tydlighed og Simpelhed. Vi føle de lykkelige Virkninger af Regelmæssigheden af en Fremgangsmaade, der er fast begrundet i et rigtigt financielt System. Vore Papiirpenges Værd have nærmet sig rede Sølv i den Grad, at Børscoursen idelig under Løbet af flere Aar har været lavere end Bankcoursen. Den almindelige Tillid til et Myntrepræsentativ lader sig ikkuns tilveiebringe ved Nøiagtighed hos den Bestyrelse, det er overdraget at opretholde dets Credit. Vore Papiirpenges Forbedring taler til Bankbestyrelsens berømmelse. Banken har, efter lovgyldige Bestemmelser, ved Laan mod 4 Procent kunnet bistaae Agerdyrkning, Handel og Vindskibelighed. Papiirpengenes Forbedring mod Sølv-Species har givet enhver Norges Indvaaner, som tiltrænger Varer fra Udlandet, den betydelige Lettelse i Prisen herpaa, af 78 Procent, efter en Cours af 190 Procent, hvortil Børscoursen i Aaret 1822 var noteret. Dette er en virkelig Fordeel for Massen af Forbrugere. For flere Classer udgjør den en modsvarende Formindskelse i Udgifter.

En høiere Udvikling af vor Agerdyrkning, vor Handel, vor Skibsfart og vor Industrie vil imidlertid fordre en Forøgelse i vore Pengerepræsentativer, men denne bør stedse være betinget af, at banken er i Besiddelse af et Sølvfond, som efter det lovbestemte Forhold svarer til det Papiir, man sætter i Omløb.

Handel og Skibsfart paa fjernere Farvande behøve en særdeles Beskyttelse. Alle søefarende Nationer erkjende Nødvendigheden heraf, og Norge, med sin vidstrakte Kyst, bør ikke alene have en Marine, men ogsaa lade dets Krigsfartøier foretage de uundværlige Øvelsestogter for at danne Besætningerne og udvikle Officerernes Dygtighed. Et Forslag betræffende denne vigtige Gjenstand vil blive Eder forelagt. Lader os, med kraftfuld Villie, forene vore Hjelpekilder til dette Maal.

Den i det sidste Aarhundrede i Europa udbredte Oplysning maatte fremkalde en Revision af vore civile og criminelle Love. Et Arbeide, sigtende hertil, er allerede forberedet. En almindelig Oversigt over de forskjellige Folkefærds Lovgivninger bør lette os ved vore Undersøgelser. Norge, ligesom Sverig, har i denne Henseende det Fortrin for flere andre Lande, at det besidder oprindelige Love. Sædvaner, arvede fra Forfædrene, udgjøre National-Eiendommeligheder. Der gives Nationer, som sætte disse Sædvaner blant de ypperste af deres Rettigheder, fra hvilke de ingenlunde ville afstaae. Jeg erfarede dette ved Spørgsmaalet om Indførelsen af Jury's. Jeg respecterede Eders Utilbøielighed for denne Indretning. Vi bør derfor alle iagttage den Skaansel, som Retfærdighed fordrer, og som skyldes den individuelle Overbeviisning. Communallovgivningen er en blant de vigtigste, som ordne det borgerlige Samfund. En Proposition angaaende denne Gjenstand vil blive Eder forelagt. Norge har Districter, der ere meget fjerne fra Regjeringens Hovedsæde. Denne betragtning i Forening med Fortidens Erindringer bør gjøre os varsomme i de Beslutninger, vi desangaaende tage. Det er blot ved Institutioner, grundede paa ethvert Folks eiendommelige Karacteer, som Lovgiveren formaaer at sikkre dets Roe og Tryghed. Man overgaaer ikke uden Fare alt for pludselig fra en Bestyrelsesmaade til en anden. Statslegemet bør, som det menneskelige Legeme, undgaae voldsomme Rystelser, der rokke begge eller kunne udsætte dem for Fare.

Med sand landsfaderlig Tilfredshed har Jeg gjenseet Norge afvigte Aar. Den Modtagelse, Jeg fandt hos Indvaanerne, - den hjertelige Glæde, hvormed man stimlede sammen i de Egne, Jeg gjennemreiste, har ikke kunnet forøge den Kjerlighed, Jeg føler for dem eller mine brændende Ønsker for deres Lykke, - men Mine Tanker og Mine Blikke have hævet sig mod Himlen for at takke den Almægtige, der har holdt sin Haand over det Norske Folk og skjænket det den uafbrudte Rolighed, som er den sikreste Borgen for en stedse gradviis stigende Velstand og Lykke. Det er vor Pligt at vedblive, til dette Maal, at lede et Folk, som nidkjært i at hævde sine Rettigheder, med Taknemmelighed paaskjønner Statsstyrelsens Bestræbelser for at bevare dem.

Vore politiske Forhold, hvoraf vore Handelsforbindelser ere afhængige, ere i Eet og Alt fredelige. - Jeg har al Grund til at troe at de ei ville blive forstyrrede. De forenede Rigers geographiske Beliggenhed og de efterhaanden voxende Forsvarsanstalter understøtte Mine og Eders fredelige Ønsker. Vi tragte blot efter at vedligeholde vor Uafhængighed; - vi frygte derfor Intet, thi vi ere forenede, enige og frie.

Jeg forbliver Eder, gode Herrer og Norske Mænd, med al Kongelig Yndest og Naade velbevaagen.