Kampen mod klyngebomber må fortsætte

Kronikk i Politiken (København) av utenriksministrene Patricia C. Espinosa (Mexico), Michael Spindelegger (Østerrike) og Jonas Gahr Støre (Norge). 

Danmark er medunderskriver på konventionen mod klyngebomber og har forbudt alle klyngebomber. Den konvention er nu truet, og vi må alle forsvare den for at redde liv og leve op til vores forpligtelser.

Senere på måneden har de lande, der i 2008 underskrev konventionen mod klyngebomber, chancen for at vise, hvor alvorligt de tager det hårdt tilkæmpede internationale forbud mod klyngebomber. Under den kommende konference om FN-konventionen om visse konventionelle våben (CCW) kan landene vedtage et nyt juridisk instrument, der kan undergraveden gældende humanitære folkeret.

Klyngebomber har en særlig lumsk effekt: De indeholder talrige, ofte hundredvis af små eksplosiver, der eksploderer over et stort område, hvilket gør dem TIL yderst problematiske våben, som ikke skelner mellem militære mål og civile mål. Desuden eksploderer mange klyngebomber ikke efter hensigten. Konsekvensen er, at ueksploderede bomber forurener store områder og ikke blot udgør en alvorlig fare for liv og lemmer, men også forhindrer al produktiv udnyttelse af jorden.

Flere årtier efter krigen i Sydøstasien lider Laos stadig under brugen af klyngebomber. De uacceptable humanitære konsekvenser i det sydlige Libanon efter den omfattende anvendelse af klyngebomber i 2006 er et andet grumt eksempel.

Vedtagelsen af konventionen mod klyngebomber (CCM) i 2008 var en vigtig milepæl i udviklingen af den humanitære folkeret. Mere end 100 stater er enige om et totalt forbud mod anvendelse, produktion, overdragelse og oplagring af klyngebomber. Hvad mere er, i kraft af sit overbevisende humanitære argument skabte CCM ikke kun en juridisk ramme, men også en effektiv politisk stigmatisering af klyngebomber.

Det betød en betragtelig forøgelse af den politiske pris, som alle brugere af fragmentationsammunition skulle betale, uanset om de var juridisk bundet af konventionen. Disse resultater er nu udfordret.

I de seneste fire år har en forhandlingsproces været i gang i Genève, stort set ubemærket, og forventes afsluttet ved udgangen af denne måned. Lande, der stadig er i besiddelse af klyngebomber, har inden for rammerne af CCW, siden vedtagelsen af CCM i 2008, arbejdet på et alternativt instrument mod klyngebomber.

Som forventet var ambitionsniveauet i dette instrument betydelig lavere end i CCM. Forslaget indeholder et forbud mod meget gamle klyngebomber og visse begrænsede restriktioner på nyere, kombineret med lange udsættelsesperioder. Den præsenteres af de lande, der endnu ikke er i stand til at støtte et direkte forbud som et vigtigt skridt i den rigtige retning, som omhandler de humanitære problemer knyttet til klyngebomber. Og det hævdes, at de 70 CCM-lande, der også med i CCW, naturligt burde støtte mellemliggende trin som disse.

Det er en forkert tilgang. De foreslåede restriktioner ville betyde en legitimering af klyngebomber, der er kendt for at skabe forfærdelige humanitære problemer. Og at skabe en anden og svagere international ramme for klyngebomber kan resultere i en underminering af både juridisk stærkere regler mod og den politiske stigmatisering af klyngebomber.

Det ville ikke blot være et meget uheldigt og hidtil uset tilbageskridt for den humanitære folkeret; det ville også være misbrug af CCW som et instrument, der sigter mod at forbedre beskyttelsen af civile. Den faktiske brug af klyngebomber er faldet drastisk i de seneste år. Det skyldes den generelle anerkendelse af deres uacceptable humanitære og udviklingsmæssige virkning samt begrænset militær nytte. På den baggrund bør det være muligt at fortsætte dialogen og samarbejdet om at bekæmpe de konkrete konsekvenser af klyngebomber og om at forbedre og videreudvikle den humanitære folkeret blandt alle involverede parter uden at etablere alternative standarder.

Det bør hilses velkommen, hvis store militære magter tager seriøse mellemliggende trin, som tilfører humanitær værdi. Sådanne skridt kan og bør tages nu af disse stater på nationalt plan.

Siden 2008 er den globale målestok konventionen mod klyngebomber. En ny juridisk standard, hvis tilsigtede eller utilsigtede konsekvens ville være at underminere denne eksisterende aftale mod klyngeammunition, ville være uden fortilfælde i folkerettens historie. Lande, der har tilsluttet sig CCM, står over for et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan viljen til at vedtage et totalt forbud mod klyngebomber kunne forenes med at tillade fortsat brug af disse våben?

Efter vores opfattelse er det ikke muligt. Det ville være et tilbageskridt for den humanitære folkeret.