NOU 2008: 16

Om foretaksstyring og tiltak mot manipulering av finansiell informasjon

Til innholdsfortegnelse

1 Europa-parlamentets og Rådets direktiv 2006/46/EF om ændring af Rådets direktiv 78/660/EØF om årsregnskaberne for visse selskabsformer, 83/349/EØF om konsoliderede regnskaber, 86/635/EØF om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber og 91/674/EØF om forsikringsselskabers årsregnskaber og konsoliderede regnskaber af 14. juni 2006

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 44, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 21. maj 2003 vedtog Kommissionen en handlingsplan, hvori den bebudede foranstaltninger vedrørende modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i Fællesskabet. På kort sigt var det vigtigt for Fællesskabet at bekræfte bestyrelsesmedlemmernes kollektive ansvar, øge gennemsigtigheden af transaktioner med nærtstående parter og ikke-balanceførte arrangementer samt sikre bedre oplysninger om de virksomhedsledelsesmetoder, der anvendes i et selskab.

(2) Ifølge handlingsplanen skulle medlemmerne af et selskabs administrations-, ledelses- og tilsynsorganer som minimum være kollektivt ansvarlige over for selskabet med hensyn til udarbejdelse og offentliggørelse af årsregnskaber og årsberetninger. Det samme princip skulle også gælde for medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne i virksomheder, der udarbejder konsoliderede regnskaber. Disse organer handler inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter den nationale lovgivning. Dette skulle ikke hindre medlemsstaterne i at gå videre og fastsætte bestemmelser om direkte ansvar over for aktionærer eller endog andre interessenter. På den anden side skulle medlemsstaterne undlade at vælge et system, hvor ansvaret er begrænset til de enkelte bestyrelsesmedlemmer, uden at dette dog er til hinder for, at domstole eller andre håndhævelsesmyndigheder i medlemsstaterne pålægger et enkelt bestyrelsesmedlem sanktioner.

(3) Ansvaret for udarbejdelse og offentliggørelse af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber samt årsberetninger og konsoliderede årsberetninger er baseret på den nationale lovgivning. Der bør gælde passende ansvarsregler for medlemmer af administrations-, ledelses- og tilsynsorganer, som er fastlagt af de enkelte medlemsstater i henhold til de nationale love og bestemmelser. Medlemsstaterne bør frit kunne fastlægge ansvarets omfang.

(4) Med henblik på at fremme troværdige regnskabsaflæggelsesprocedurer i hele Den Europæiske Union bør medlemmerne af det selskabsorgan, som er ansvarligt for udarbejdelsen af selskabets regnskaber, være forpligtede til at sikre, at de finansielle oplysninger i et selskabs årsregnskab og årsberetning giver et retvisende billede.

(5) Den 27. september 2004 vedtog Kommissionen en meddelelse om forebyggelse og bekæmpelse af finansiel og erhvervsmæssig uredelighed, hvori der bl.a. redegøres for Kommissionens initiativer med hensyn til intern kontrol i selskaber og bestyrelsesmedlemmers ansvar.

(6) I øjeblikket indeholder Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF (1) og Rådets syvende direktiv 83/349/EØF (2) kun bestemmelser om offentliggørelse af transaktioner mellem et selskab og selskabets datterselskaber.Med henblik på at bringe selskaber, hvis værdipapirer ikke er optaget til handel på et reguleret marked, tættere på de selskaber, der anvender de internationale regnskabsstandarder i forbindelse med udarbejdelsen af deres konsoliderede regnskaber, bør oplysningskravet udvides til at dække andre former for nærtstående parter, såsom centrale medlemmer af ledelsen og bestyrelsesmedlemmers ægtefæller, for så vidt de pågældende transaktioner er væsentlige og ikke er foretaget på normale markedsvilkår. Offentliggørelse af væsentlige transaktioner med nærtstående parter, der ikke foretages på normale markedsvilkår, kan hjælpe brugere af årsregnskaber med at vurdere selskabets økonomiske stilling samt, når selskabet indgår i en koncern, hele koncernens økonomiske stilling. Koncerninterne transaktioner med nærtstående parter bør udtages af konsoliderede regnskaber under udarbejdelsen.

(7) Definitioner af nærtstående parter som anført i de internationale regnskabsstandarder, Kommissionen har vedtaget i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (3), bør finde anvendelse i forbindelse med direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF.

(8) Ikke-balanceførte arrangementer kan indebære risici og fordele for et selskab, som er væsentlige for en vurdering af selskabets økonomiske stilling og, når selskabet indgår i en koncern, hele koncernens økonomiske stilling.

(9) Sådanne ikke-balanceførte arrangementer kan være transaktioner eller aftaler, som selskaber har med enheder, selv ikke-inkorporerede enheder, der ikke er opført i balancen. Sådanne ikke-balanceførte arrangementer kan have forbindelse med oprettelsen eller brugen af en eller flere virksomheder til specielt formål (SPE’er) og offshoreaktiviteter, der bl.a. har et økonomisk, juridisk, skattemæssigt eller regnskabsmæssigt formål. Eksempler på sådanne ikke-balanceførte arrangementer er risiko/ benefit-delearrangementer eller hæftelse på grundlag af factoring af gæld, kombinerede salgs- og tilbagekøbskontrakter, konsignationslagerarrangementer, «take-or-pay»-arrangementer, securitisation gennem særskilte selskaber og ikke-inkorporerede enheder, pantsatte aktiver, operationelle leasingarrangementer, outsourcing og lign. Passende oplysninger om væsentlige risici og fordele ved sådanne arrangementer, som ikke er opført i balancen, bør gives i noterne til regnskaberne eller de konsoliderede regnskaber.

(10) Selskaber, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og som har deres hjemsted i Fællesskabet, bør være forpligtet til at offentliggøre en årlig redegørelse for virksomhedsledelse som et selvstændigt afsnit i årsberetningen. Denne redegørelse skal som minimum give aktionærerne let adgang til centrale oplysninger om de faktisk anvendte virksomhedsledelsesmetoder, herunder en beskrivelse af hovedelementerne i eventuelt eksisterende risikostyringssystemer og interne kontrolforanstaltninger i relation til regnskabsaflæggelsesproceduren. Det bør klart fremgå af redegørelsen for virksomhedsledelse, om selskabet anvender andre bestemmelser om virksomhedsledelse end dem, der er fastsat i national lovgivning, uanset om disse bestemmelser er direkte fastsat i en kodeks for virksomhedsledelse, som selskabet er omfattet af, eller i enhver anden kodeks for virksomhedsledelse, som selskabet måtte have besluttet at anvende. Hvis det er relevant, kan selskaberne desuden fremlægge en analyse af de miljømæssige og sociale aspekter, der er nødvendige for en forståelse af selskabets udvikling, resultat og stilling. Det er ikke nødvendigt at pålægge virksomheder, der udarbejder en konsolideret årsberetning, at forelægge en særskilt redegørelse for virksomhedsledelse, men der bør fremlægges oplysninger om koncernens risikostyringssystem og interne kontrolsystem.

(11) De forskellige foranstaltninger vedtaget efter dette direktiv bør ikke nødvendigvis gælde for samme type selskaber eller virksomheder. Medlemsstaterne bør have mulighed for at undtage små selskaber som beskrevet i artikel 11 i direktiv 78/660/EØF fra kravene i forbindelse med nærtstående parter og ikke-balanceførte arrangementer efter dette direktiv. Selskaber, der allerede offentliggør oplysninger om transaktioner med nærtstående parter i deres regnskaber i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, som er vedtaget i Den Europæiske Union, bør ikke forpligtes til at offentliggøre yderligere oplysninger i henhold til dette direktiv, da anvendelsen af de internationale regnskabsstandarder allerede giver et retvisende billede af et sådant selskab. Dette direktivs bestemmelser om en redegørelse for virksomhedsledelse bør anvendes på alle selskaber, herunder banker, forsikrings- og genforsikringsselskaber og selskaber, som har udstedt andre værdipapirer end aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, for få vidt de ikke er undtaget af medlemsstaterne. Dette direktivs bestemmelser om bestyrelsesmedlemmers pligter og ansvar såvel som sanktioner bør finde anvendelse på alle selskaber, der er omfattet af Rådets direktiv 78/660/EØF, Rådets direktiv 86/635/EØF (1) og Rådets direktiv 91/674/EØF (2), og på alle virksomheder, der udarbejder konsoliderede regnskaber efter direktiv 83/349/EØF.

(12) Direktiv 78/660/EØF indeholder i øjeblikket bestemmelser om undersøgelse hvert femte år af bl.a. de øvre grænser for status og nettoomsætning, som medlemsstaterne kan anvende ved afgørelse af, hvilke selskaber der skal fritages for visse oplysningskrav. Foruden disse undersøgelser hvert femte år bør der kunne foretages en yderligere punktuel forhøjelse af de øvre grænser for status og nettoomsætning. Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at anvende disse forhøjede øvre grænser.

(13) Målene for dette direktiv, nemlig at lette grænseoverskridende investeringer og forbedre sammenligneligheden i hele EU samt styrke offentlighedens tillid til regnskaber og beretninger gennem forbedrede og ensartede specifikke oplysninger, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af direktivets omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(14) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der bl.a. er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(15) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning (3) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser sammenhængen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne.

(16) Direktiv 78/660/EØF, 83/349/EØF, 86/635/EØF og 91/674/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændring af direktiv 78/660/EØF

Direktiv 78/660/EØF ændres således:

  1. Artikel 11, stk. 1, ændres således:

    1. I første led ændres «statussum: 3 650 000 EUR» til «statussum: 4 400 000 EUR».

    2. I andet led ændres «nettoomsætning: 7 300 000 EUR» til «nettoomsætning: 8 800 000 EUR».

  2. I artikel 11, stk. 3, ændres «direktivet om fastsættelse af disse beløb som følge af den i artikel 53, stk. 2, omhandlede undersøgelse» til «ethvert direktiv om fastsættelse af disse beløb».

  3. Artikel 27, stk. 1, ændres således:

    1. I første led ændres «statussum: 14 600 000 EUR» til «statussum: 17 500 000 EUR».

    2. I andet led ændres «nettoomsætning: 29 200 000 EUR» til «nettoomsætning: 35 000 000 EUR».

  4. I artikel 27, stk. 3, ændres «direktivet om fastsættelse af disse beløb som følge af den i artikel 53, stk. 2, omhandlede undersøgelse» til «ethvert direktiv om fastsættelse af disse beløb».

  5. I artikel 42a tilføjes følgende stykke:

    «5a. Uanset stk. 3 og 4 kan medlemsstaterne i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, som er vedtaget i Kommissionens forordning (EF) nr. 1725/2003 af 29. september 2003 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (*) som ændret frem til 5. september 2006, tillade eller kræve vurdering af finansielle instrumenter sammen med de dertil knyttede oplysningskrav, jf. de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget i overensstemmelse med Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (**).»

  6. I artikel 43, stk. 1, indsættes følgende numre:

    »7a) karakteren af og det forretningsmæssige formål med selskabets arrangementer, som ikke er opført i balancen, og disse arrangementers finansielle indvirkning på selskabet, såfremt de risici og fordele, der opstår i forbindelse med sådanne arrangementer, er væsentlige, og for så vidt fremlæggelse af sådanne risici og fordele er nødvendig for bedømmelsen af selskabets økonomiske stilling.

    Medlemsstaterne kan tillade, at de selskaber, der er omhandlet i artikel 27, begrænser de oplysninger, som kræves offentliggjort i henhold til dette nummer, til karakteren af og det forretningsmæssige formål med disse arrangementer;

    7b) de transaktioner, som selskabet har indgået med nærtstående parter, herunder beløbet for sådanne transaktioner, karakteren af forholdet til den nærtstående part og andre oplysninger om transaktionerne, som er nødvendige for at forstå selskabets økonomiske stilling, hvis sådanne transaktioner er væsentlige og ikke er indgået på normale markedsvilkår. Oplysninger om individuelle transaktioner kan grupperes efter deres karakter, medmindre særskilte oplysninger er nødvendige for at forstå virkningerne af transaktioner med nærtstående parter for selskabets økonomiske stilling.

    Medlemsstaterne kan tillade, at de selskaber, der er omhandlet i artikel 27, undlader at opfylde de oplysningskrav, som er angivet i dette nummer, med mindre de tilhører en af de kategorier, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 77/91/EØF; medlemsstaterne kan i så tilfælde begrænse oplysningskravet til som minimum at omfatte transaktioner, der indgås direkte eller indirekte mellem:

    1. selskabet og dets hovedaktionærer,

      og

    2. selskabet og medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne.

    Medlemsstaterne kan undtage transaktioner, der indgås mellem to eller flere medlemmer af en koncern, hvis de datterselskaber, som er part i transaktionen, ejes helt af et sådant medlem.

    «Nærtstående part» har samme betydning som i de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1606/2002.»

  7. Følgende artikel indsættes:

    »Artikel 46a

    1. Et selskab, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 14, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter (*), skal medtage en redegørelse for virksomhedsledelse i sin årsberetning. Denne redegørelse skal medtages som et særligt afsnit i årsberetningen og skal mindst indeholde følgende oplysninger:

      1. en henvisning til:

        1. den kodeks for virksomhedsledelse, som selskabet er omfattet af,

          og/eller

        2. den kodeks for virksomhedsledelse, som selskabet frivilligt har besluttet at anvende,

          og/eller

        3. alle relevante oplysninger om de virksomhedsledelsesmetoder, der anvendes i tillæg til kravene i den nationale lovgivning.

        Hvis nr. i) og ii) finder anvendelse, skal selskabet også angive, hvor de relevante tekster er offentligt tilgængelige; hvis nr. iii) finder anvendelse, skal selskabet offentliggøre sine virksomhedsledelsesmetoder

      2. for så vidt et selskab i overensstemmelse med den nationale lovgivning fraviger en kodeks for virksomhedsledelse omhandlet i litra a), nr. i) eller ii), en forklaring fra selskabet om, hvilke dele af kodeksen for virksomhedsledelse det fraviger, og om grundene hertil. Hvis selskabet har besluttet ikke at anvende nogen af bestemmelserne i en kodeks for virksomhedsledelse omhandlet i litra a), nr. i) eller ii), skal det forklare årsagerne til denne beslutning

      3. en beskrivelse af hovedelementerne i selskabets interne kontrol- og risikostyringssystemer i forbindelse med dets regnskabsaflæggelsesprocedure

      4. de oplysninger, der kræves i artikel 10, stk. 1, litra c), d), f), h) og i), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/25/EF af 21. april 2004 om overtagelsestilbud (**), hvis selskabet er omfattet af dette direktiv

      5. medmindre disse oplysninger allerede er omfattet fuldt ud af de nationale love eller bestemmelser, generalforsamlingens funktion og dens centrale beføjelser samt en beskrivelse af aktionærrettigheder og af, hvordan de kan udøves

      6. sammensætningen af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne og deres udvalg samt disses funktion.

    2. Medlemsstaterne kan tillade, at de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel, anføres i en særskilt beretning, som offentliggøres sammen med årsberetningen i overensstemmelse med artikel 47 eller ved hjælp af en henvisning i årsberetningen, hvis et sådant dokument er offentligt tilgængeligt på selskabets websted. Hvis der udfærdiges en særskilt beretning, kan redegørelsen for virksomhedsledelse indeholde en henvisning til årsberetningen, hvor de oplysninger, der kræves i henhold til stk. 1, litra d), er tilgængelige. Artikel 51, stk. 1, andet afsnit, finder anvendelse på bestemmelserne i stk. 1, litra c) og d). Med hensyn til de øvrige oplysninger skal revisoren kontrollere, at redegørelsen for virksomhedsledelse er udarbejdet.

    3. Medlemsstaterne kan undtage selskaber, som kun har udstedt andre værdipapirer end aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF, fra anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1, litra a), b), e) og f), medmindre sådanne selskaber har udstedt aktier, som handles i en multilateral handelsfacilitet, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 15, i direktiv 2004/39/EF.

  8. Følgende afdeling indsættes:

    «Afdeling 10A

    Forpligtelse og ansvar med hensyn til udarbejdelse og offentliggørelse af årsregnskaberne og årsberetningen

    « Artikel 50b

    Medlemsstaterne sikrer, at medlemmerne af selskabets administrations-, ledelses- og tilsynsorganer er kollektivt forpligtede til at sikre, at årsregnskaberne, årsberetningen og, hvis denne fremlægges særskilt, redegørelsen for virksomhedsledelse, jf. artikel 46a, udarbejdes og offentliggøres i overensstemmelse med kravene i dette direktiv og i påkommende tilfælde i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1606/2002. Sådanne organer skal handle inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter den nationale lovgivning.

    Artikel 50c

    Medlemsstaterne sikrer, at deres love og administrative bestemmelser om ansvar gælder for medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne, jf. artikel 50b, som minimum over for selskabet, for brud på den i artikel 50b omhandlede forpligtelse.»

  9. Artikel 53a affattes således:

    «Artikel 53a

    Medlemsstaterne må ikke lade undtagelsesbestemmelserne i artikel 11 og 27, artikel 43, stk. 1, nr. 7a og 7b, artikel 46, 47 og 51 gælde for virksomheder, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 14, i direktiv 2004/39/EF.»

  10. Følgende artikel indsættes:

    «Artikel 60a

    Medlemsstaterne fastlægger reglerne om de sanktioner, der skal gælde for overtrædelser af de nationale bestemmelser,der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendigeforanstaltninger til at sikre, at de gennemføres. De pågældende sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.»

  11. Artikel 61a affattes således:

    «Artikel 61a

    Senest den 1. juli 2007 tager Kommissionen bestemmelserne i artikel 42a til 42f, artikel 43, stk. 1, nr. 10 og 14, artikel 44, stk. 1, artikel 46, stk. 2, litra f), og artikel 59, stk. 2, litra a) og b), op til fornyet overvejelse på baggrund af erfaringerne med anvendelsen af bestemmelserne om dagsværdiansættelse, navnlig for så vidt angår IAS 39 som godkendt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1606/2002, og under hensyntagen til international udvikling på regnskabsområdet, og forelægger i givet fald Europa-Parlamentet og Rådet et forslag om ændring af disse artikler.»

Artikel 2

Ændring af direktiv 83/349/EØF

Direktiv 83/349/EØF ændres således:

  1. I artikel 34 indsættes følgende numre:

    «7a) karakteren af og det forretningsmæssige formål med arrangementer, som ikke er opført i den konsoliderede balance, og den finansielle virkning af disse arrangementer, såfremt de risici og fordele, der opstår i forbindelse med sådanne arrangementer, er væsentlige, og for så vidt fremlæggelse af sådanne risici og fordele er nødvendig for bedømmelsen af den økonomiske stilling for de virksomheder, der indgår i konsolideringen som helhed

    7b) de transaktioner med undtagelse af koncerninterne transaktioner, som moderselskabet eller andre virksomheder, der indgår i konsolideringen, har indgået med nærtstående parter, herunder beløbet for sådanne transaktioner, karakteren af forholdet til den nærtstående part og andre oplysninger om transaktionerne, som er nødvendige for at forstå den økonomiske stilling for de selskaber, der indgår i konsolideringen som helhed, hvis sådanne transaktioner er væsentlige og ikke er indgået på normale markedsvilkår. Oplysninger om individuelle transaktioner kan grupperes efter deres karakter, medmindre særskilte oplysninger er nødvendige for at forstå virkningerne af transaktioner med nærtstående parter for de selskaber, der indgår i konsolideringen som helhed.»

  2. I artikel 36, stk. 2, indsættes følgende litra:

    «f) en beskrivelse af hovedelementerne i koncernens interne kontrol- og risikostyringssystemer i forbindelse med proceduren for udarbejdelse af konsoliderede regnskaber, når der er tale om en virksomhed, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 14, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter (*). Såfremt den konsoliderede årsberetning og årsberetningen præsenteres som en enkelt beretning, skal disse oplysninger anføres i det afsnit i beretningen, der indeholder redegørelsen for virksomhedsledelse som omhandlet i artikel 46a i direktiv 78/660/EØF.

    Hvis en medlemsstat tillader, at de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 46a, stk. 1, i direktiv 78/660/EØF, anføres i en særskilt beretning, som offentliggøres sammen med årsberetningen i overensstemmelse med artikel 47 i nævnte direktiv, skal de oplysninger, der anføres i henhold til første afsnit, også indgå i den pågældende særskilte beretning. Artikel 37, stk. 1, andet afsnit, i nærværende direktiv finder anvendelse.»

  3. Følgende afdeling indsættes:

    Afdeling 3A

    Forpligtelse og ansvar med hensyn til udarbejdelse og offentliggørelse af de konsoliderede regnskaber og den konsoliderede årsberetning

    Artikel 36a

    Medlemsstaterne sikrer, at medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne i de virksomheder, der udarbejder de konsoliderede regnskaber og den konsoliderede årsberetning, er kollektivt forpligtede til at sikre, at de konsoliderede regnskaber, den konsoliderede årsberetning og, hvis denne fremlægges særskilt, redegørelsen for virksomhedsledelse, jf. artikel 46a i direktiv 78/660/EØF, udarbejdes og offentliggøres i overensstemmelse med kravene i nærværende direktiv og i påkommende tilfælde i overensstemmelse med de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (*). Sådanne organer skal handle inden for de beføjelser, der er tillagt dem efter den nationale lovgivning.

    Artikel 36b

    Medlemsstaterne sikrer, at deres love og administrative bestemmelser om ansvar gælder for medlemmerne af administrations-, ledelses- og tilsynsorganerne, jf. artikel 36a, som minimum over for den virksomhed, der udarbejder de konsoliderede regnskaber, for brud på den i artikel 36a omhandlede forpligtelse.

  4. I artikel 41 indsættes følgende stykke:

    «1a. «Nærtstående part» har samme betydning som i de internationale regnskabsstandarder, der er vedtaget i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1606/2002.»

  5. Følgende artikel indsættes:

    «Artikel 48

    Medlemsstaterne fastlægger reglerne om de sanktioner, der skal gælde for overtrædelser af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de gennemføres. De pågældende sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have en afskrækkende virkning.»

Artikel 3

Ændring af direktiv 86/635/EØF

Artikel 1, stk. 1, første punktum, i direktiv 86/635/EØF affattes således:

«Artikel 2 og 3, artikel 4, stk. 1 og stk. 3-6, artikel 6, 7, 13 og 14, artikel 15, stk. 3 og 4, artikel 16-21, artikel 29-35, artikel 37-41, artikel 42, første punktum, artikel 42a-42f, artikel 45, stk. 1, artikel 46, stk. 1 og 2, artikel 46a, artikel 48-50, artikel 50a, 50b og 50c, artikel 51, stk. 1, artikel 51a, artikel 56-59, artikel 60a, 61 og 61a i direktiv 78/660/EØF gælder for de institutioner, der er anført i artikel 2 i nærværende direktiv, medmindre andet følger af nærværende direktiv.»

Artikel 4

Ændring af direktiv 91/674/EØF

Artikel 1, stk. 1, første punktum, i direktiv 91/674/EØF affattes således:

«Artikel 2 og 3, artikel 4, stk. 1 og stk. 3-6, artikel 6, 7, 13 og 14, artikel 15, stk. 3 og 4, artikel 16-21, artikel 29-35, artikel 37-41, artikel 42, artikel 42a-42f, artikel 43, stk. 1, nr. 1-7b og nr. 9-14, artikel 45, stk. 1, artikel 46, stk. 1 og 2, artikel 46a, artikel 48-50, artikel 50a, 50b og 50c, artikel 51, stk. 1, artikel 51a, artikel 56-59, artikel 60a, 61 og 61a i direktiv 78/660/EØF gælder for de institutioner, der er anført i artikel 2 i nærværende direktiv, medmindre andet følger af nærværende direktiv.»

Artikel 5

Gennemførelse

  1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 5. september 2008. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

  2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 6

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 7

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 14. juni 2006.

På Europa-Parlamentets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand

På Rådets vegne

H. WINKLER

Formand

Til forsiden